Marie er en selviscenesætter.

Historier er noget ALLE piger elsker at fortælle, jeg skal ikke gøre mig hellig. Alle har deres yndlingshistorier som de ynder at fortælle på bestemte måder, men selv den bedste historie har det med at blive pumpet op og blive løjet bare den lille smule bedre – det er ingen synd. Men Marie kendte ikke den fine kunst at lyve dem en smule bedre, med Marie er det aldrig bare en smule. Alt er stort og voluminøst, ligesom hendes læber.
Hvor den originale historie har været en løbetur forbi en overstået brandulykke udvikler det sig hurtigt til en heroisk fortælling om et 112 opkald og om redningen af uskyldige børn ud af det flammende hus. Tsk. Tsk.
Marie er der decideret ingen ord for. Eller nogen sluk knap for den sags skyld. Os publikum må bare hænge på. Hænge ved med neglerødderne og for derefter at forlade scenen for den fantastiske fortælling som rene ringvrag. Udmagrede og udmattede af historiens overdådighed. Løgnens lange arme. Det er en fysisk og især mental træthed man oplever efter Maries udskejelser. Jeg siger man, for jeg ser den samme træthed i de andres ansigter, men vi snakker ikke om den. Udveksler kun blikke og nik – de af os der har kræfter til det. Vi kunne snakke om hende i timevis, for det er noget ALLE piger kan. Men vi lader være. Er det fordi vi er gode veninder? Nej. Er det fordi vi bare er godt opdraget og derfor ikke gør den slags ting? Nej. Vi orker bare ikke mere. Maries historier er så udmattende at selv gøren nar af dem virker uoverskueligt.

Efter sådan en historie griner jeg altid for mig selv. Det er min måde at komme over traumen på. Humor. Maries heroiske fortællinger – det burde være en film og ingen anden en hende selv kunne spille hovedrollen. Jeg kan lige se hende for mig stående i slutningen med et reddet individ i armene, mens sydøstenvinden river i hendes lange kastanjebrune lokker. Se det kan man spise vaniljeis til!