Væggene var hvide.
Udover en lille stribe lys fra en nøgen pære langt væk var reflektionen fra de kolde, rustikke murbrokker den eneste oplysning i det minimale rum. Pink rettede sig op, satte sig bedre til rette med ryggen mod muren: han prøvede at koncentrere sig om den snørklede og næsten ulæselige tekst fra en lille sort bog som han knugede i sine hænder, og hans tanker svømmede i blod og mudder og orme.
Han følte sig underlig. Som om han ikke var sig selv længere, som om en anden havde taget hans uniform på og havde efterladt ham hjemme i hotelværelset foran fjernsynet, følelsesløs, en formløs masse af kød og knogler. Pink så sig omkring: først nu gik det op for ham, at han befandt sig i en toiletbås, ved siden af kummen og med en halvtom flaske ved fødderne. Han følte sig beskidt- forurenet.
Stemmerne, der kom et ubestemmeligt sted fra blev højere i Pinks hoved. Nogle gange syntes han at kunne høre sit eget navn, andre gange var det bare skrig, skræmte, bange, vrede skrig. Nogle gange var det hans egen stemme, hviskende, forsigtig, højlydt og vanvittig. Pink rynkede brynene og reciterede mumlende orderne fra bogen i hans blege hænder.
De ventede på ham. Ville have ham, fortære ham som mider fortærer et ådsel indtil der ikke var mere tilbage af ham. Ulækkert. Alting var forstærket, billeder forvrænget og lyde skruet op for; det hele snurrede for hans blik, toiletbåsen vendte på hovedet, og Pink blev skubbet ned i et sort hul af fordærv. Han havde lyst til at brække sig.
''Stop.''
Det var kun en hvisken. Pink var næsten i tvivl om at ordet overhovedet kom fra ham selv. Men så faldt den første tåre, brændende varm og helt utrolig tung som intet andet han nogensinde havde følt. Den gled ned ad hans kind og landede på én af siderne i den lille sorte bog, udtværede et af de sværtede ord: ''home''.
Og pludselig blev rummet, hvor han havde gemt sig fra resten af verden badet i blændende hvidt lys, og alt blev oplyst, bogen, der indeholdt følelser han aldrig havde været i stand til at sige, hans dødsensblege hænder, der klamrede sig til bogen, ansigtet, der bar præg af måneders misbrug, øjenbrynene der var blevet skrabet væk, læberne der var sprukne og blødende. Men mest af alt øjnene, der før havde været spillende brune og med tiden, fra før han kan huske, var blevet dybere og mere kolde. Der havde til sidst ikke mere tilbage af Pink end en ufølsom kludedukke med to sorte huller at kigge ud af, bange for mørket, men endnu mere bange for lyset, der nu svøbte sig om ham som arme.
En stemme talte til ham- spurgte ham om noget han ikke kunne høre. Pink løftede tvivlsomt, forsigtigt hovedet og så op på skikkelsen i den åbne dør.
Og følte hvordan væggene overalt omkring ham begyndte at forfalde.
Muren blev revet ned.


- For Pink Floyd's ''The Wall''-