I dag er en af de dage, hvor følelsen nu igen overfalder hende. Finder nye veje at vise hende at ikke alt er muligt. Det er dage som disse, der giver den sidste dråbe af fornuft nye skyer at regne fra.
Hun ved det godt, ved det derinde hvor håbet vokser, at årene ikke denne gang er hendes ven, men blot en erindring om at aldrig vil kuldegysningerne, den varme smerte i kroppen, hendes ord, hendes alder, komme videre end end hendes ord kan holde.
Når tanken overfalder hende har hun sine huler. Huler, der lugter af glæde, af ord, der smager godt, af en viden, der voksede med årene. Duften fra hulen indånder hun nu uden smagen af en cigaret, men røgen er alligevel stærkere nu.Den er så stærk, at hun til tider ikke kan holde smagen ud. Når det sker graver hun sig dybt ned i sin hule. Hulen giver dog ikke altid meget dækning. Når hulen er ved at forsvinde under hende, kryber hun sammen og spænder hele kroppen. Spænder kroppen til der blot er søvn tilbage.
Ingen har endnu bedt om hendes hules ord, så hun må selv uddele dem, til folk, der ved bedre. Hulen ligger altid og lurer. Den er ligesom blevet en fast del af hende i årenes løb. Nogen gange giver den hende skønne ord, andre gange blot en gammel videns smerte.
Hvis hun vidste hvordan hun skal komme af med følelsen og vende sig bort fra hulen, gør hun det gerne. Da hun endnu ikke ved hvordan, er hun nødt til at integrerer den som en del af hendes liv. Er hun nødt til at tage hensyn til den når den kommer. Gøre hulen mere behagelig, så tiden hun er i den bliver bare lidt til at holde ud. Til det formål har hun kaffe, computer, tanker, seng, udsigt, til tider mørke, men altid en masse ord. Ord der holder hende gående mens hulen omsluttet hende, men
de dage kommer, hvor hulen omslutter hende,ved hun, at hendes våben aldrig ville blive stærke nok til at lade følelsen helt dø.