Hr. Petersen var gået en tur over på det lokale bibliotek. Endnu en gang. Det her var bare en lille filial. Der var ikke særlig mange bøger. I stedet blev det brugt til alt muligt andet. Det var Hr. Petersen ikke særlig glad for. Musik-CDér og computere hørte ikke hjemme på et bibliotek. Og for to år siden havde de lavet det helt om. Med flere computere og den slags. Og haldelen af de gode gamle bøger havde de smidt væk. Mindst. Eller måske sat i kælderen. Hvor de sikkert stod og rådnede op. Eller blev ødelagt af vand når det regnede. Det kunne Hr. Petersen ikke lide. Og så havde de malet det i en skrigende gul farve. Og stolene. De var orange. Som neon. Og de var dårlige at sidde i. De duede ikke på en læsesal. Eller det der var tilbage af den. I gamle dage var der en rigtig læsesal. Der kunne man sidde i fred og ro. Man måtte ikke tale højt. Der var masser af håndbøger. Og aviser. Og tidsskrifter. Nu var væggen blevet revet ned. Så der var kun et lille hjørne tilbage. De kaldte det stadig for læsesalen. Men det passede ikke. Der havde også været et bord man kunne sidde ved. Og stole der var gode at sidde i. Også for folk med dårlige knæ. Nu var der en underlig sofa i stedet for. Den var alt for dyb og blød. Den var altid fyldt med unger der råbte op. De læste kun tegneserier. Ikke rigtige bøger. Og så var der de ansatte. Det var heller ikke for godt. Især hende den sure. Karina hed hun. Hun gad aldrig snakke. Hun blev sur hvis man spurgte efter en bog. Hun ville bare slippe let om ved det. Og så kunne man købe kaffe. Som om det var en café. Den var ikke en gang spor god. Det var noget tyndt sjask. Men det var vel sådan noget de unge kunne lide. Og så de fjollede nye reoler. De var lavet af noget tyndt blik. Ikke solidt træ. De havde flyttet om på alle bøgerne. Man kunne ikke finde noget. Og gulvet. Det larmede når man gik. Men det var måske moderne. Hr. Petersen kunne ikke lide det.