Han blev fyldt af den sødeste lykkefølelse; næsten som at blive sænket ned i et varmt luksuriøst mudderbad. Han havde taget en beslutning. Ikke flere bekymringer og ikke mere afmagt. Vægten blev endelig fjernet fra hans skuldre og han var fri. Han trak den friske luft frit helt ned i lungerne, og han nød sin frihed i fulde drag. Han kiggede ned og følte inden frygt. Kun en stigende forventning om lykke.

Jeg gør det sgu. Ja for helvede jeg gør det sgu.


Det var end ikke 2 dage siden, han havde ”reddet” endnu en kammerat fra at begå endnu et selvmord. Endnu et opråb til et samfund, der ikke ville hører på de problemer, der eksisterede på den anden side af virkeligheden. Den del af virkeligheden man ikke kunne se. Den del af virkeligheden der foregik inde i folks hoveder. Denne gang havde kammeraten prøvet at hænge sig. Det var kommet frem under en middag, hvor han da havde lagt mærke til de blå øre, og den svage aftegning af mærker under halstørklædet. Han havde dog ikke tænkt nærmere over det, før det blev nævnt. Som altid havde han gemt den chokerede afmagt væk under lag af facader, for bedre at kunne hjælpe kammeraten. Det hjalp kun lige ind til kammeraten skulle hjem.

Det totale sammenbrud kom som en overraskelse. Det startede i ryggen som en svag gysning, der hastede op ad rygraden for at blive til en krampende vejrtrækning. Vejrtrækningen blev til en svag hulken, og inden han havde nået at få kontrol over sig selv, mistede han den. Tårerne begyndte at løbe og kroppen ville ikke længere lytte til fornuft. Følelsen af afmagt blev for meget, og sorgen over nær at have mistet kunne ikke tilbageholdes. Følelsen af at være ligegyldig brød ud. Han lå på gulvet i sin ensomhed, og hulkede som ville det aldrig stoppe. Der var ingen der hørte ham, ingen der trøstede ham eller nogen der overhovedet vidste det foregik. Alligevel hulkede han videre til der ikke var mere at hulke af.

Følelsen af at afmagt fyldte hans krop som en rådden væske, der gjorde hans bevidsthed tåget for alt andet, ind til der til sidst ikke var andet end den følelse tilbage. Han var ligegyldig, han var uinteressant og han ville ikke blive savnet. Hans verden blev i stigende grad grå i grå, uden at nogle omkring ham kunne se det. Han havde ikke længere overskuddet til at bede om hjælp. Hvem ville i øvrigt bekymre sig om ham. Hele verdens tempo blev langsommere og langsommere, til den til sidst næsten gik i stå. Han kunne ikke længere holde fast i et håb der ville give ham mere smerte. Han havde ofret så meget for andre, uden at få noget igen.

Han stod på taget af sin gamle skole. Han vidste der var 12 meter ned til en asfalteret vej. Han skulle ikke tænke på mere efter han ramte vejen. Det skulle da lige være dem der skulle rydde op...