Det startede alt sammen med denne her hjemmesygeplejerske som forsigtigt kom trittende hen af gaden. Pludselig lød et ordentligt brag, og hjemmesygeplejersken for sammen, hun var nemlig frygtelig ængstelig. Det var der også grund til, for ser du, gaden hun gik på lå i en ghetto, og vi ved jo alle at sådanne steder kun er befolket af psykopater. Løbende ud fra den nærmeste bygning, den der lå lige foran snuden på hjemmesygeplejersken, kom 3 skrigende mænd. 2 af disse var tydeligvis et par af de kriminelle udlændinge som svinede og stjal alle vegne. Den sidste, kunne hjemmesygeplejersken gætte sig til, var en del bandemiljøet som ikke betalte skat og som kun gik op i knallerter, penge og så at skyde de kriminelle udlændinge. Det sidste kunne hjemmesygeplejersken nu ikke sige noget til. Ja, politiet gjorde jo ingenting. De var alle dækket af en rød substans. Hjemmesygeplejersken kunne hurtigt gætte sig til, at et mord var hændt. Hun skyndte sig derfor ind i bygningen, på jagt efter det stakkels offer.
Det var nemt at følge blodsporet, og hjemmesygeplejersken opdagede til sin gru, at det stammede fra den samme lejlighed som hun var kommet for at besøge. "Hallo!" skreg hun, "Hallo, bare hold ud! Venten kommer straks!" Der var dødsens stille et øjeblik, men så lød en stemme: "Jamen hallo til dig også, jeg regnede sådan set heller ikke med andet. I telefonen sagde de da kl. 12, så vidt jeg husker. Eller ryger hukommelsen sammen med førligheden? Det kan du vel fortælle mig, ikke smukke?" Ud trillede en mand i kørerstol, netop sådan en stakkels mand, som for nylig havde mistet førligheden, som hjemmesygeplejersken havde fået besked på at besøge.
"Du godeste, min stakkels mand, lad mig se dit sår!" Overalt i lejligheden lå blod, blod, blod. Det var en drabelig affære.
"Sår? Min lille skat, jeg har skam intet sår!" Det var her manden fortalte hvordan han havde iscenesat et overraskelsesangreb på hans venner med tomatketchup, så han kunne tvinge dem til at hente noget vaniljeis til ham. "Ja, de kan sku da ikke forvente at jeg gør det selv, jeg skal da se tv!" Sagde han og lo som en galning. Da hun spurgte til braget, sagde manden bare: "Det gamle fjernsyn gad sku ikk' at virke!" Dette blev fuldt af lidt mere sindsyg latter. Ja, hjemmesygeplejersken kunne med sikkerhed sige, at hun var den eneste stadig ved sine fulde fem. Hvem var da skør nok til at blive venner med udlændinge? Tydeligvis havde manden ikke kun mistet førligheden, men også sans og samling.