"Hmmm", jeg sukkede og kiggede misundeligt på grisene, der væltede rundt i den kølige mudderpøl. Nogen gange må det sgu være skønt bare at æde, skide og rulle i mudder. Kendisser i kulørte blade flashede forbi mit indre blik, og jeg måtte trække på smilebåndet inden alvoren igen satte ind. Jeg afviste tanken om et simpelt liv allerede inden den fik lov at vokse. Det var min drøm, men ikke noget jeg turde håbe på. Min tendens til at rode mig ind i en masse og gøre mit liv indviklet og kompliceret satte en naturlig stopper for ønsket.
Som nu, hvor jeg istedet for at passe mit transportfirma, arbejdede som hjemmesygeplejerske for en ungdomsven. Vi havde været bedstevenner i gymnasiet. Det var længe siden. Efter 3 intense år, hvor vi stod sammen i tykt og tyndt, blev den sidste studenterfest et brat slutning på os. Måske det var derfor, at jeg havde sagt ja. Fordi jeg vidste, at jeg skyldte ham det. Fordi jeg med min handling, havde ændret vores fælles komma til et brutalt punktum. Høj på ungdommens usårlighed og trang til at erobre verden, havde jeg uden omtanke såret ham. Og jeg gjorde som jeg gjorde - bare fordi jeg kunne. Det var hans passion, ikke min. Hans drøm jeg stjal. Mit unge opblæste ego var alt for stolt til at undskylde, da det endelig gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Tiden gik og afstanden blev tilsidst for stor, og jeg måtte vende ryggen til og lade som ingenting. Lettet levede jeg videre i mit selvskabte univers med skyklapperne trukket godt ned over øjnene. Indtil den dag han greb mig i armen nede i Brugsen. Skamfuldt kiggede jeg op og mødte hans venlige blik. Det velkendte smil nåede som altid helt op til øjnene, hvor jeg kunne læse tilgivelsen og ærligheden. Min krop, der var stivnet i forlegenhed, slappede af og da han gav mig et knus var jeg tilbage. Det var igen os mod verden.
Alt for hurtigt fik han brug for min hjælp, og jeg veg sjældent fra hans side. I aftes åbnede han øjnene og bad mig hviskende om endnu én.
"Fortæl mig den sidste skipperløgn".