Luften var varm og fortættende, og sveden dampede nærmest fra de nervøse kroppe. Solens glade stråler var forsøgt lukket ude, med et par gule smør gardiner. Engang have de været vide, men sol, støv, sved og manglende rengøring havde gjort dem gule og dryppende fedtede.
De havde alle været her før. De have alle oplevet den stigende nervøsitet, ved at side i de røde kropsformede stole. Der var 12 stole i alt, 2 var umulige at side i, pga. overlast. En enkelt var blevet til en skammel da ryglænet var knækket af børnevold og så var der en enkelt stol som ikke var rød men grøn. Den grønne stol var dragende. Det var den eneste stol som man trygt kunne side på, når man ventede på at ens navn skulle klinge fra de døende gange. Stolen var det eneste sted i rummet hvor at man var helle, beskyttet mod alle former for smerter og ydmygelser.
I dag var det en mand der havde erobret den grønne stol. Eller jeg ved ikke om det var den grønne stol, for jeg kunne ikke se den da hans svulmende fedtdepoter, som uløseligt var smeltet til hans massive kropsskellet.
Men da jeg talte stolene, 2 overlastede, 1 skammel og 8 kropsformede afslidte svensker-røde, var jeg sikker på at den stol som den fede mand havde placeret sine svulmende lemmer på var den grønne stol.
Men på trods af at han sad på det hellige sted, var han nervøs. Ja han var mere end nervøs. Angst, skræmt, urolig, eller måske bare bange. Bange som en lille dreng.
Sveden rendte langs hans pande som perler på uendelige snore, der altid ville begynde, men aldrig ville ende. Men svedperlerne endte og de endte i hans folder. De dannede små pytter, nej dybe søer ar vand i hans bølgende former. Mørke skjolder dækkede på må og få hans mørkegrønne skjorte, og jeg var ikke i tvivl om at hvis man ville, kunne vride et verdenshav ud af ham.
Hans små tykke fedtede fingrer, hev og sled i et lommetørklæde så han prustede og stønnede, som var hans angst brudt ud i det fysiske.
De små børn kikkede og pegede, deres forældre tyssede og skuede, de gamle rystede sagte.
Kun den fede viste sin angst frem for de sugende blikke og dræbende tanker. For han viste at han som den eneste var helle. Han sad på den grønne stol.