Mens han sidder der i bilen, med regnen trommende mod ruderne og byens lys rullende forbi udenfor, tænker han på, om det overhovedet betyder noget i det store billede. Hele livet har han stræbt efter det. Han har fantaseret om den her tiltrædelsestale utallige gange. Han har set for sig, hvordan hele scenariet ville udspille sig, når dagen endelig oprandt. Alle ville se på ham og tænke, at han havde klaret det virkelig godt. Folk i firmaet, samarbejdspartnerne, hans forældre, hans kone, børnene - ja selv folkene fra vagtselskabet ville være imponerede. Han havde virkelig opnået noget med sit liv. Han var en rollemodel, en mønsterbryder.

Journalisterne ville komme strømmende for at lave interviews med ham. Han ville være et scoop at portrættere, og han vidste præcis, hvad han ville sige til dem. Han ville være den personlige leder, der åbnede op og fortalte om familien derhjemme. Og han ville fortælle om alle de milepæle, der havde ført ham så vidt. Først studentereksamen - familiens første. Så universitetet, de mange års møgsomme stræben efter noget andet og mere. Og så endelig karrieren, hvor det ene skridt førte til det næste for til sidst at sikre ham det ultimative. De mange aftenener bag computeren. De mange weekender i mobiltelefonen. Alt det han havde måttet vælge fra. Det var jo også for familiens skyld.

Men lige nu var det slet ikke, som han havde forestillet sig. Som han sad der i sit mørke jakkesæt - uniformen som fulgte ham i alt - følte han sig mest af alt som et udmattet ringvrag på vej fra en kamp, han helst ønskede sig foruden.

Mens trafikken langsomt drev ham frem mod firmaet, kom han til at tænke på hjemmesygeplejerskens ord. Hun havde sagt, at det bedste, der kunne ske nu, var, at patienten sov fik fred. Han følte pludselig trang til at vende om. Køre tilbage og trøste sin kone, der sad der alene sammen med sygeplejersken og smagte på de alvorsfulde ord. Men han fortsætte sin tur. Han kunne jo skynde sig hjem bagefter.

Lysene ved indgangen til firmaet blænder ham kortvarigt. Men han finder alligevel parkeringskælderen. I elevatoren op kastede han et blik på talen. Døren går op, og de første personer strømmer mod ham for at ønske tillykke. Han retter på det blåstribede slips, lige inden han stiger op på talerpodiet. Der er overvældende mange fremmødte. "Jeg er utrolig glad for at stå her i dag" indleder han og kigger ud over mængden. Og pludselig føler han sig opstemt. Han finder talen frem fra bukselommen. "Dagen i dag har jeg drømt om i mange år. Nu er jeg her endelig og det føles præcis, som jeg havde forestillet mig".