I dag var dagen. I dag ville jeg endelig tage mig sammen og begynde at løbe. Ofte. Ikke mere sporadisk tøsefnidder. Udenfor skinnede solen på trods af voldsomme regnskyl dagen før. Hvis jeg skulle være helt ærlig, var det faktisk for varm en dag til at løbe. I går havde så været for våd en dag. Undskyldninger. Endda virkelig dårlige undskyldninger. Jeg rystede på hovedet, strammede mine løbesko godt til og satte min Ipod i gang med spillelisten "Motion". Ud af døren med U2 i ørerne.
Det var virkelig også for dumt ikke at løbe, når man boede tæt ved Holmen, ligesom jeg. Der var så smukt og nogenlunde mennesketomt. Ud af Reffen, hvor de sjove kajakfolk spillede en slags boldspil på vandet, og videre langs Prinsessegade. Folk her var flinke flest og når man indimellem mødte en anden motionist, delte man da lige et smil. I dag var der ingen motionister og jeg skulle snart finde ud af hvorfor.

Udenfor Fristaden holdt ikke bare én tjenestevogn, men en hel skude salatfade. Jeg stoppede ikke helt, men satte farten ned. Der stod en masse betjente udenfor hovedindgangen. Jeg havde aldrig været på Christiania under et overraskelsesangreb og havde intet behov for at begynde nu. Jeg var ikke aggressiv af natur og den slags konfrontationer skræmte mig. Jeg overvejede at vende om, netop som en bil kom ud fra Refshalevej og fortsatte hen mod mændene i uniform. Bilen satte ikke farten ned, nej faktisk kørte den tæt på cykelstien, lige ned i en mudderpøl fra regnskyllet aftenen før. Mudder sprøjtede op på de overraskede betjente så jeg et øjeblik var ved at grine højlydt. Heldigvis nåede jeg at stoppe lyden, før den nåede mine læber. Ingen grund til at tiltrække sig opmærksomhed. Så diskret som muligt vendte jeg om og joggede hjemad. Hvem der bare havde haft et kamera.

Måske kunne jeg bruge det her som endnu en undskyldning. Endelig lo jeg højt.