Jeg gad godt vide hvorfor jeg var her; hvorfor jeg ikke sørgede for at holde mig væk, beskytte mig for disse situationer. Og alligevel vidste jeg at jeg aldrig ville finde ud af det.
Jeg var jo stadig kun et lille barn. Selvom udseendet ikke længere var enig på det punkt. Jeg flyttede hjemmefra for nylig i en alder af 23 år. Alle sagde det var sent - for mig var det passende. Måske en anelse tidligt, men mine forældre kunne jo ikke have ansvaret for evigt. Jeg måtte lære at stå på egne ben. Også selvom det aldrig havde været min stærke side.
Et øjeblik ønskede jeg mig ikke andet end at være et andet sted. Et helt andet sted, langt væk herfra. Da jeg indså at det ikke var realistisk, ønskede jeg at være verdens klogeste person. At min viden strakte sig langt udover menneskers fatteevne og at jeg derfor ville være i stand til at forklare hvorfor jeg var her. Eftersom dette heller ikke var muligt, ønskede jeg mig ikke andet end at det ville ende.
Men den skæbne var realistisk; uhyggelig realistisk, faktisk, og så tæt på at den åndede mig i nakken mens jeg hang dér; udover klippen.
Den var realistisk fordi det afhang af mig. At være klog eller et andet sted var ikke inden for min rækkevidde, ikke lige på det sted, på den tid. Til gengæld var det utrolig let for mig bare at give slip og lade alt falde samtidig med at jeg selv drønede mod den afgrund som jeg vidste ventede på mig nedenfor.

"Er der nogen?" råbte jeg.

Lyden gav genlyd gennem klipperne og den kløft jeg befandt mig i.
Hvorfor var det at jeg tog af sted alene? Jeg havde svært ved selv at lave aftensmad, hvorfor skulle en udflugt på egen hånd være anderledes?
Det var det heller ikke.
I det øjeblik ramte det mig - lige da en kulsort fugl fløj over mit hoved og direkte ned i den mørke kløft som skjulte alt for dem som var i mit sted.
Deja-vu.
Det var en stærk følelse, ikke som noget andet jeg havde prøvet før og intet jeg ville have forestillet mig. Jeg havde kun hørt om det og allerede var jeg fuldkommen klar over at det var den følelse der susede gennem mig, blandet med en anden - næsten lige så stærk - følelse.
Frygt.
For jeg vidste hvordan denne drøm endte. Og jeg vidste at det ikke var en drøm. Denne gang var der ingen til at hjælpe mig, ingen forældre til at række mig hånden og hive mig op fra kløften. Jeg var alene, helt alene, for første gang i mit liv.