Vi sagde farvel for en ugetids siden. Mor og jeg. Nu ligger hun der i jorden under en sten. Jeg savner hende så meget! Uden mor er det ikke det samme. Far er ikke den samme. Jeg er ikke den samme.

Jeg knuger miner hænder så de bliver helt hvide. Jeg kan mærke neglene bore sig ind i købet. "Det er ikke det samme uden dig mor" hvisker jeg i den stille vind. Jeg vender mig om og går. Nu bliver det for meget. Jeg kan ikke klare det. Sorgen er for stor. Det hul i mit hjerte gør ondt. Det gør så vanvittigt ondt. At miste nogen man elsker så højt, er så forfærteligt. Man kan ikke forstå de er væk. Man vågner op hver evig eneste dag, og håber på at det bare var en drøm, men bliver skuffet hver gang man finder deres seng tom og kold. Det følels som et helved. Mit liv er det rene helved. Mor var den der trøstede mig. Mor var den der holdte om mig og fortalte mig at det nok skulle blive okay. Mor var den der gav mig til verden. Gav mig liv. Og nu er hun væk...

Jeg er taknemmelig for at regnen siler ned. Så kan ingen se de saltede tåre som oversvømmer mine øjne, tåger mit blik og som strømmer ned af mine kinder. De falder bare i ét med regnen. Gudskelov.

Jeg ville aldrig kunne mærke mors hånd igen, stryge over min kind. Hun ville aldrig kysse min pande igen, om aftnen før hun slukkede mit lys, og går i seng. Hun ville aldrig mere sige at hun er stolt af mig. Men jeg ved at hun er stolt af mig. Det sagde hun til mig. Hendes sidste ord. Det gør så forbandet ondt at tænke på.
Men jeg snakker med hende. Om aftnen. Jeg sidder på min seng og kigger op på den mørke himmel, og på de lysende stjerner. Jeg kigger på himlen for jeg ved hun er deroppe. Og ikke dernede... Jeg fortæller hende om min dag. Om mine nye drømme og ønsker. Og ikke mindst fortæller jeg hende at jeg savner hende. Rigrig, rigtig meget!!

Det er det sidste jeg gør inden jeg slukker mit lys og lukker mine øjne. Det er min nye hverdag. I morgen bliver det det samme. Sorg, sorg og mere sorg. Godnat.