Sine hørte pigerne snakke, og hendes navn blev nævnt!
“Hvad synes du?” spurgte denne. “I fjor var hun kæreste med karlen i Østergård, – de holdt stævnemøder og fulgtes ad til enhver tid, så det var klart for alle, hvordan det var mellem dem. Så pludselig gjorde hun det forbi, og Villum blev omtrent sær i hovedet over det. Derefter begyndte hun at tage det med Jens Jansen, forkarlen hér i Vestergård; men nu i vinter har han været på højskole, og Sine kom til Søgård. Straks gør hun også hovedet kulret på sønnen dér, og nu skyder hun vel en hvid pind efter Jens Jansen uden nogen tanke for, om han bliver lige så elendig som Villum. – Har man nogen sinde kendt magen til hjerteløs tøjte?”
“Det er da forskrækkeligt,” lød det forarget fra den anden pige. ”Har hun slet ingen skam i livet?”
“Hvad mon Jens Jansen dog vil sige, når han nu kommer hjem igen?” fortsatte den første: ”Hans søster, Trine, siger, at hun forstår ikke, hvad der bliver af ham, hvis Sine slår hånden af ham. Skulle hun ikke piskes, sådan en…!”
Pigerne var gået, før Sine havde nået at høre det sidste; men hun havde hørt tilstrækkeligt og var både vred og skamfuld, mest vred, måske.
Da hun havde sundet sig lidt, gik hun også, men ikke ind at danse igen, nej, hun gik direkte ud i vognporten, hvor hun fandt sit tøj, og skyndte sig ud af gården og hjemad. Farvel og tak fik hun ikke sagt til nogen, hverken Bodil og Anders eller Mourids og An Katrin, – hun tænkte kun på at komme væk.
Det havde hun dog aldrig troet, at hun ligefrem var i folkemunde; men det kunne hun altså forstå, at hun var kommet. Dog, – det skulle blive anderledes, ingen, om hun end var nok så rapmundet, skulle kunne sige om hende, at hun var en tøjte!
Harmen kogte endnu i hende, og hun småløb næsten hele vejen, som troede hun, at hun kunne løbe fra det, hun havde lyttet til; men tankerne forfulgte hende, så da hun nåede hjem og var kommet i seng, lå hun og grublede, til hun var klar over, hvad hun ville; I morgen ville hun skrive til Jens og give ham det svar, han ventede efter, og for eftertiden ville hun søge at holde kursen uden at slå sving, hverken til højre eller venstre. At hun også måtte tale med Jens Søe, erkendte hun, og det blev måske ikke så rart at være i Søgård den sidste måned; men nu agtede hun at gøre rent bord, og så gik den tid vel nok, trods alt.
Med den beslutning og mere tilfreds end hun længe havde været, sov hun ind.