Jeg løb fra dig endnu engang, ligesom sidst bankede hjertet, som var jeg forfulgt af løver.
Vidste ikke om jeg skulle gå eller blive, det hele blev ligesom
bare for meget, tårerne løb stille ned af mine kinder.
Jeg sendte en sms-besked med teksten ” undskyld”, resten af dagen
forfulgte du mig med beskeder fulde af vrede, sårede følelser og en stor afmagt.
Du blev ved at sige, jeg troede du var voksede fra det, troede du var min eneste ene.
Min hals snørede sig sammen og jeg følte mig kvalt og presset op i en væg, så til sidst
Stoppede jeg med at svare, lod bare beskederne rulle ind. Efter et par timer vidste jeg, at jeg blev nød til og gøre noget. Så jeg ringede dig op.
Vi snakkede i telefon flere timer den nat, bare snakkede og snakkede og jo mere du fandt ud af at jeg
blev bange, at du kom for hurtigt frem, at alle mine ar fra tidligere vågnede op og sagde pas på han
vil bare såre dig.
Jo mere mild blev du og du satte kampen i gang, kampen for at vise du var værd at stole på og at du ville være der lige meget hvad og at det var en fejl at løbe fra dig for 15 år siden.
Det tog lang tid for mig at stole på dig, ved ikke hvorfor, men du gjorde mig så bange, ja du vækkede simpelthen alle mine lig i lasten.
Tiden belønnede sig og vi blev forenede, vores kærlighed gror sig dybere og dybere for hver dag.
Nu 2 år efter står vi snart ved kirkens port og siger ja til hinanden, erklære hinanden den dybeste kærlighed og lover vi skal være en enhed, en enhed af kærlighed ikke kun i dag og i morgen men for altid mens vi er på denne jord, vi har en plan om at skabe små kopier af dig og mig og lade dem blive store og stærke. Nå jeg ser i dine øjne så ved jeg at du er min og jeg er din, mit hjerte banker og pulsen stiger, bum bum siger det og varmen stiger til mine kinder.