De andre morede sig på hendes bekostning, det vidste hun godt men prøvede at ryste det af sig. Hun var bare ikke god til at stå på ski. Faktisk lå hun mere nede i sneen, end stod på skiene. Hun havde allerede slået knæet én gang den dag ved et fald. Lærerne havde tilbudt hun kunne blive kørt hjem sammen med nogle klassekammerater, der havde været uheldige og havne i et såkaldt bunkebryllup på dagens skitur i skoven.

Fanden tog ved hende gu’ ville hun ej køres tilbage til vandrehjemmet. Alligevel ønskede hun det, da hun stod forrest i køen til at køre ned af en lille bakke. Benene rystede under hende, knæene klaprede lydløst mod hinanden takket være de tykke skibukser.

”Kør nu for helvede!” råbte en.
”Ja kom nu bare afsted så vi andre kan komme ned!” brølede en anden
En tredje klassekammerat kørte op på siden af hende og sagde højt: ”Hvis du ikke kører ned af den bakke nu, losser jeg dig selv i røven! For ned skal du sgu!”

Hun trak vejret dybt og kørte ned. Pyha det gik godt, hun faldt ikke engang. Nu var det bare langrend et godt stykke vej indtil den næste bakke. En af lærerne kom op på siden af hende, og sagde hun var en af de sejeste unger han havde set i lang tid. Det gav hende modet til at forsætte ned af den næste bakke. Bakken vekslede mellem stejle kurver og små flade strækninger. Så flade der var to sæt skispor, hun fik selvfølgelig sat sine ski i hver sit spor. Hun måtte have lignet en tegnefilmsfigur med benene skiftevis samlet og spredt. Av, denne gang var hun faldet og havde slået hoften men kom op igen. Næsten nede måske, hun vidste det ikke. Hun hørte nogen pludseligt skrige, men hvem?