Beslutningen var taget, nu skulle det være. Der var ingen vej uden om, bogstavelig talt.
Han havde klaret den halve vej én gang før, men ikke alt fungerede som det skulle. Resten af turen havde været et mareridt. Han måtte gennemføre det denne gang.
Pulsen steg til en rytmisk dunken i tindingen, trods kulden svedte han under frakken, så meget skjorten blev fugtig. Hans hjerte buldrede som høje bølger, når de i stormvejr slår ind mod klipperne. Slipset gav ham kvælningsfornemmelser, da han forsøgte at synke det manglende spyt i munden. Munden var knastør, tungen ru som sandpapir. Slipset blev løsnet, han sugede grådigt luften ned i de forpinte lunger som en anden blæsebælg. For hvert skridt han tog, blev hans fødder tungere og tungere. Benene rystede under ham, hans mave trak sig sammen til en knytnæve. Hans ene svedglatte hånd fandt gelænderet, så den anden. Gelænderet var hans eneste redning i verden. Han trådte op på det første trin, og tvang sig selv til ikke at se ned gennem hullerne i metaltrinene. Kig op, kig op tænkte han, bare kig op til toppen. Det var bedre end at se ned i afgrundens dyb. De næste mange trin blev taget så langsomt, at en snegl kunne have overhalet ham på rekordtid. Oppe. Nu skulle han hen over broen, og lade være med at se ned gennem de smalle sprækker mellem broens små træplanker. Gjorde han dét, ville han se direkte ned på jernbaneskinnerne. Han slap ikke sit tag om det frelsende gelænder, før den næste forhindring dukkede op. Den trappe han skulle forbi, gjorde ham svimmel da han kom til at se ned af den. Med rystende ben slap han sit tag. Vaklede hen og greb fat om gelænderet igen, da trappen var passeret. Et par skridt længere henne, måtte han atter slippe taget. De forbandede elevatorer virkede da heller aldrig, og han skulle forbi den miderste på broen. Videre hen ad broen med den nu kolde våde klistrede gennemsvedte skjorte. Nu til den værste del, turen ned af trappen for enden af broen. Se lige ud, se lige ud, men han var tvunget til at se ned. Han skulle jo se hvor det næste trin var, og det næste og det næste indtil han var nede på sikker grund. Hans ene fod gled på det glatte trin.
Skrigende vågnede han i sin klamme kolde seng. Èt var sikkert, han tog en taxa uden om næste gang, så han undgik broen. Samtidigt erkendte han, at frygten for højder havde taget magten fra ham, vundet over ham. Det fyldte ham med en uendelig afmagt, at han måtte leve med det.