Jeg sad behageligt i det smukke æg, jeg elskede, hvordan det føles at stryge min hånd ned over dets form og mærke den gode kvalitet. Det var hvidt og matchede med min designer lædersofa. Der var store vinduer med udsigt over havet. Man kunne næsten høre den beroligende lyd fra bølgerne, bare ved at se ud. Mine gardiner var helt til gulvet, det var moderne. Moderne ligesom alt andet ved mit hus, ved mig. Rummet var lyst og åbent med skarpe kanter. Du ville ikke finde et støvfnug her. Det havde rengøringsdamen sørget for. Hun ville tage overflader, alle hjørne, alle vægge. Det skulle være klinisk rent, før jeg godkendte det.
Alle møblerne stod nøje placeret efter en feng shui bog, der lå parallelt med kanterne på sofabordet. Resten af bøgerne var i sat alfabetisk orden på den firkantede bogreol, mit øje fangede med det samme, hvis nogen havde rykket på det, så var systemet ødelagt og jeg måtte straks rette det. Ved vinduet på et lille hvidt bord, stod min feng shui blomst kaldet Peony, som der nøje var beskrevet i bogen den skulle. Blomsten skulle bringe mig kærlighed og rigdom. Jeg passede den med ømhed og passion, gav den te den te, hver eneste onsdag kl. 19, snakkede til den, læste for den. Peony var mit et og alt. Jeg lod ikke rengøringsdamen røre den, det var mit job. Poeny fortjente intet mindre end det perfekte og det var noget jeg kunne byde på.
Her var altid en stærk lugt af rengørings middel som listede sig op i min næse, jeg sugede det ind, sagde ikke nej. Jeg ville nærmere kalde det en duft. Hvis jeg kunne, ville jeg bære den på mig, overalt. Duften af renhed. Der var dyre malerier på væggene, som jeg havde købt gennem min mobil på aktioner. Jeg behøvede ikke være der, jeg vidste når der var noget jeg måtte eje og jeg tog ikke et nej for et nej. Jeg mangler skam ikke noget, jeg havde alt, alt hvad hjertet kunne begære, men, hvorfor følte jeg mig alligevel så ensom?