Jeg smilede over hele femøren, da jeg tog den sidste bøtte med lækkerier op af kurven. Hvem skulle have troet at jeg, en simpel bondeknold, ville få lov til at spise frokost med den kønneste pige i sognet? Hvornår mon virkeligheden ville trænge ind? Men den var trængt ind; jeg kunne mærke det på melodien i mit hoved, de snurrende fingerspidser og den fjollede grimasse på mit ansigt. Heldigvis smilede den kønne Signe blot tilbage, mens hun pakkede maden ud og stillede det an på det blomstrede tæppe.
Vinen var tilpas kølig, og jeg åbnede flasken. Vi skålede på en god frokost, og begyndte at smage på lækkerierne. Efter det første glas vin fik jeg tungen lidt på gled, og det viste sig at den kønne Signe ikke blot havde udseendet med sig. Det tog os ikke lang tid at finde frem til en fælles passion for malerkunsten, og de næste par timer blev både nutidens og fortidens store navne analyseret og i et enkelte tilfælde, dissekeret.
Sjældent havde jeg leet så meget, og jeg håbede at få lov til at se hende igen. Hun gjorde mig glad og let om hjertet, og jeg var vist beruset af andet end vin. Mit blik kærtegnede hendes ansigt, fra det korngule hår, over de blå øjne og de rosafarvede kinder, for til sidst at ende ved den mest indbydende mund.
Idet jeg åbnede munden for at byde hende ud på endnu en date, bimlede klokkerne og overdøvede min tale. Overraskede så vi på hinanden, indtil hun pludselig gav sig til at rode i sin taske. Med et triumferende smil så hun på mig, denne gang med en stadigt ringende mobiltelefon i hånden. Jeg smilede pligtskyldigt tilbage, og gav mig til at rydde op. Hun havde netop klappet telefonen op, og dermed besvaret opkaldet. Mens jeg pakkede kurven, kunne jeg ikke lade være med at kaste stjålne blikke i hendes retning. Hendes ansigt skiftede jævnligt udtryk mens hun tavst lyttede til personen i den anden ende, og jeg kunne ikke helt afgøre om det var gode eller dårlige nyheder.
Fordybet i mine overvejelser, blev jeg en anelse forskrækket idet hun pludselig udbrød en lang række eder. Det før så henrivende ansigt, afbilledede nu i stedet de mest vanvittige og horrible ansigtsudtryk. Særligt ét fik mig til at tænke på Edvard Munchs billede ’Skriget’. Væk var den smukke og dannede pige med den gode opdragelse og skarpsindige hjerne. Foran mig stod en ækel og ildspruttende drage, der med flere længder slog alt hvad jeg hidtil havde set på film. Håret var ikke længere bløde lokker, munden ikke længere fristende og øjnene havde mistet det glade glimt. Forstenet over denne så pludselige forvandling, kunne jeg kun se til mens hun med had i øjnene afleverede den afsluttende svada, og knaldede røret på. Hun vendte sig mod mig med et smil på læben. ”Det var bare min åndssvage eks-kæreste, der ville høre om han måtte hente de sidste af sine ting i min lejlighed”.