Den silende regn passede godt til mit humør denne fordømte lørdag eftermiddag. Børnene var flygtet i alle retninger, da det gik op for dem, at det var en af de dage. De løgnagtige undskyldninger var nemme at gennemskue, men jeg orkede det ikke. Susanne havde fået en sms fra kæresten, sagde hun, om en tur i Tivoli. Jeg vidste godt, at Martin ikke havde penge til den slags, så de vandrede sikkert gaderne tynde. Forståeligt, nu hvor mit forgrædte og forsømte ansigt smittede hele huset med dårlig energi.

Drengene på 12 og 14 år havde deres fodboldkammerater og adgang til hallens bane, så sandsynligheden for, at jeg så dem igen før midnat, var ringe. At have det tomme hus for sig selv i nogle timer, var en gave, selvom den var givet på en ukærlig baggrund.

Som så ofte før hengav jeg mig til de negative tanker. Var det virkelig min skyld? Eller var jeg bare for hurtig til at påtage mig en skyld, som burde deles?
Den mareridtsagtige oplevelse af skyld og skam, vendte tilbage med fuld kraft og slog benene væk under mig.
Du går ned på det her, sagde jeg til mig selv, og veg forskrækket tilbage for mit eget billede i soveværelsets enorme spejl. Alt i dette fordømte hus, var blevet for stort, for luksuriøst, for stille og for tomt.
Huset var naturligvis blevet sat til salg, men endnu her to måneder efter, havde der ikke været henvendelser. Ejendomsmægleren havde smilet skævt og indrømmet, at det kunne vare længe.

Nu vil det være godt for dig, at pleje dig selv en lille smule, tænkte jeg. Og var det i virkeligheden ikke ret latterligt, at en kvinde som jeg, veluddannet med et rimeligt udseende og endnu ikke fyldt 40, så fuldstændigt havde overgivet sig til fortvivlelse og lede ved sig selv? Selvfølgelig var det det. Rejs dig og gå i bad, sagde en indre stemme. Insisterende og ikke til at komme udenom. Ja, selvfølgelig. Fornuften var godt i gang med at kvæle mismodet.

At jeg havde taget mobilen med på badeværelset, var et tilfælde. Gammel vane sikkert, for hvem ville ringe?
Jeg var ved at tørre hår, da den uvante lyd fik mig til at fare sammen.
Er du hjemme? Stemmen lød bekendt, men der gik et par sekunder før jeg registrerede, at det var ejendomsmæglerens friske røst.
Jeg vil spørge dig om noget. Må jeg komme forbi om en halv time? På trods af den kække tone, rystede stemmen en anelse. Jeg registrerede med forundring, at manden virkelig lød lidt nervøs.
Selvfølgelig - har du en køber?
Nej, desværre ikke, men måske noget, der er bedre. Nu smilede han i telefonen.

Naboerne var ikke sene til at registre, at TIL SALG-skiltet var væk. Og børnene? De blev hjemme og begyndte, at invitere venner på besøg. Det store hus er ikke stille mere.