"Jamen, hvad skete der?"
"Kan vi ikke bare køre? Jeg har ikke lyst til at være her mere". Nat spændte sikkerhedsselen og tørrede øjnene. Hendes hånd efterlod en stribe våd mascara tværs ned over hendes kind.
"Jo selvfølgelig". Jeg drejede nøglen og startede bilen.
"Nat?" jeg prøvede igen "Fortæl mig, hvad der er sket?"
Hun snøftede, hviskede så stille, "Per...".
"Per? Hvem Per?" Jeg ransagede hver millimeter af min hukommelse efter navnet Per. Det sagde mig ikke noget. Og så alligevel. ”Mener du Per, som i Per Mejer!?”
”Det var den terminsopgave. Jeg var fuldstændig lost, anede ikke hvordan jeg skulle komme videre, Per havde lovet at hjælpe mig”. Jeg kiggede på hende. Hun var så langt fra den Nat jeg kendte. Smukke Nat, der altid havde et smil på læben og en udstråling, der fik enhvers grå hverdag til at forvandle sig til solens land, bare fordi hun var der.
Nu sad hun her. Hovedet bøjet, håret hang slaskende nedover hendes skuldre, som prøvede det at skjule hendes røde, hævede, forgrædte øjne.
”Jamen Nat, Per Mejer må slet ikke hjælpe. Han er jo vores lærer, det strider imod reglementet”.
”Han hældte et glas vin op til mig, sagde vi skulle fejre, at opgaven var færdig”. Enten ignorerede hun mig, eller også hørte hun slet ikke, hvad jeg sagde. Hun fortsatte bare.
”Vi snakkede og lo, mens vi drak vinen. Jeg var så udmattet, så jeg lagde hovedet tilbage mod sofaen og lukkede øjnene et øjeblik…”.

Regnen piskede ned udenfor, viskerne fór frem og tilbage på ruden. Jeg prøvede at fokusere på vejen, men det var svært. Alt udenfor var gråt og vådt, horisonten gik ud i ét, jeg kunne ikke se, hvor vejen endte og den grå himmel begyndte.
Jeg begyndte at overveje om, vi skulle holde ind til siden og vente til stormen var ovre, da vinden tog et fast tag i bilen og rev den over imod den modsatte vejbane. Jeg rev i rattet, så bilen blev slynget den anden vej igen. Endelig fandt min fod frem til bremsen, og med al min styrke fik jeg trykket den i bund, så bilen holdt stille.
Det var først der, jeg opdagede, hvor stille der var blevet. Jeg kunne ikke høre Nat snøfte længere.
”Nat? Nat!”

”Bliver hun rask igen?” jeg kiggede ned på min venindes ansigt. Hun så fredfyldt ud, næsten som om hun sov. Men respiratoren, der stak ud fra hendes mund, afslørede virkeligheden.
”Jeg er bange for, at din veninde har indtaget en høj dosis af stoffet GBL…”
”Jamen, Nat tager aldrig stoffer, hun afskyr dem!”
”GBL er et stof, der ofte bliver brugt til voldtægt. Det slører offerets bevidsthed ligesom alkohol, bare mere effektivt”.
"Vil det sige?"
Han sukkede "Vi lagde mærke til, at din venindes tøj var revet i stykker enkelte steder, da du kom ind med hende”.
Varme tårer trillede ned ad min kind, gjorde dem kolde. "Vil hun vågne?"
”Det vil tiden vise”.