Orange sand breder sig i alle retninger så langt det menneskelige øje rækker, i horisonten smelter det sammen med himmelens blå. Ørkenlandskabet er goldt og øde, kun en enkelt by, som alligevel er for lille til at være optegnet på kort, ligger i læ af nogle af nogle klippefremspring og tilbyder vand og husly for de langvejsfarende. En øde by hvor kun de ødelagte mennesker slår sig ned, hvor kun de håbløse varetager det evige genopbygningsarbejde af alle de ting, der er af lave på de faldefærdige mørnede bygninger, som ingen mængde af arbejde kan redde.
Den store bymidte flankeres af åbne stalde, hvor række på række af brogede og brune heste står tøjret i skyggen og overværer mændenes mærkelige adfærd på pladsen. Et dusin mænd står linet op i to grupper overfor hinanden med vurderende blikke stift hæftede på modstanderne. Deres sejhudede solbrændte ansigter er hårde, som var de hugget i granit, og deres store hatte kaster skygger over deres øjne, gemmer følelserne af vejen, lader vinden tage dem med sig og blæse dem ad helvede til.
Manden adskiller sig fra de støvede kaktusser og hestene i stalden ved hans stolthed. Den plagen-de nagende stolthed der tankeløst vil kaste manden i sin grav, om blot døden skulle tjene til hans rygtes anseelse.
Mændene nedstirrer hinanden i tavshed, i gammelt indestængt had gennem tiden ophobet og be-hærsket, men nu opflammende i koldblodigt arrigskab. De drypper af sved i den hede sol, men nu er de endelig kommet til afgørelsens time efter mange års higen og søgen og råben og jagen. Nogle af dem har gode grunde til bitterhed og had, medens andre har gjort sig fortjent til bitterheden og ha-det, og ingen af dem kan tænke på noget andet end det forestående opgør.
Den første pistol bliver trukket, den bitreste af mændene løfter sin arm, så hurtigt som han kan, og fyrer af mod de mænd han hader, men de andre er heller ikke langsomme på aftrækkeren. Den første mand falder død om, ham er der ingen der vil savne. En anden triller om på jorden med et vræl og presser hånden mod stedet, hvor blodet fosser ud. De hadske mænd bliver bitrere og ondere i sulet. De kaster sig mod jorden og skyder hurtigt og præcist op mod de nemme mål, som falder én efter én under desperate forsøg på at gengælde ilden.
Duellen er tabt. De forhadte har set nok af deres medsammensvornes blod i sandet. De springer op på deres heste og galoperer væk under stadig beskydning. Snart er der ikke andet end støvskyen fra hestenes hove mod sandet at skimte i det fjerne.
Tilbage står de bitre mænd og kigger på deres ofre, der ligger på jorden; døde eller døende. Hadet har de fået afløb for. Bitterheden er en fortrolig ven hos den hærdede mand.