Hvis jeg var cowboy, så havde jeg valgt dine støvler. Uden sporer. Og din hat, selvfølgelig, men lige netop dén ville jeg nok ikke have på, bare hængende på væggen som en slags... Milepæl? Mindesmærke? Gravsten?
Men støvet falder jo nok på et tidspunkt, ligesom at blodet nok skal tørre ind i jorden og flyve væk med vindheksene næste gang det begynder at blæse. Sladderkællingerne ville finde et nyt ådsel og blæsten alligevel bare blæse det hele væk... Til nyt blod drypper fra en ny læbe og farver alt rødt og vådt igen. Det kunne være typisk, bare typisk for sådan et sted som dette. Og verden vil trille videre, og jeg vil ligge i skyggen samme sted som vi mødtes, under træet ved kirkegården. Sådan vil tiden gå, og skyggen vil vokse sig længere og længere indtil den vokser ind i natten og jeg vil vente til solen står op igen, bare for at opdage at du ikke ER mere.

Men jeg må ikke få dine støvler, og da slet ikke din hat.

Hvis jeg var cowboy, havde det hele set anderledes ud. Hvis jeg var cowboy... så ville jeg som det mindste hævne dig. Jeg ville vide, at du ikke fortjente et skud i ryggen; at det ikke var VÆRDIGT. Hvis jeg var cowboy og havde både hat og støvler ville jeg have hjemsøgt dem alle til de sked i bukserne.
Men det er så typisk for denne her by. Blodet tørrer ind og blæser væk og jeg kan ikke være cowboy. Nyt blod spildes og breder sig og tørrer ind og skaller af og blæser væk. Skyggen vokser og vokser og vokser indtil natten smelter ned over mig; og så står solen op igen.
Vinden blæser alligevel bare det hele væk.

"Og hvor blodet flød - der blev jorden rød" - jeg vil ikke finde mig i det. "På den lille ø i den blanke sø" Ja, jeg ved det, mellem stammerne og træerne... og skyggerne.
"Og Hans usle krop; den skal klynges op." Nej, jeg VIL ikke finde mig i det!


Og skyggerne vokser og blodet tørrer ind og vinden blæser alligevel bare det hele væk igen.