Hun var der. Han fornemmede hende. Han vidste ikke, hvorfor modet havde svigtet ham, men væk var det i hvert fald. Han havde ikke turdet kigge på hende. Det eneste han så var stearinlysets skær, der gjorde sig synlig i smukke orange og gullige nuancer på indersiden af de lukkede øjenlåg. Han forestillede sig, hvordan flammen let og elegant lod sig vugge af hendes forsigtige åndedræt. Hvor længe havde de mon siddet der nu? Han havde mistet al fornemmelse af tid. Det var kun det gamle tikkende vækkeur på hylden i spisestuen, der konstant mindede ham om, at tiden gik. For hvert enkelt lille tik slog hans dunkende hjerte med lidt ekstra kraft og efterlod ham med en ubehagelig stikken i brystet. Nervøsiteten havde for længst etableret sig i mellemgulvet, og han mærkede, hvordan den som en slange snoede sig hensynsløst rundt i maven på ham. Fugten under armene havde dannet svedpletter på den nyligt indkøbte silkeskjorte, og hans vellagte lag af deodorant kæmpede en sej kamp for at undertrykke den syrlige lugt af løg fra hans armhule. Han havde kæmpet en umulig kamp mod tårerne og krydrede nu eftersmagen af tomat fra det så vel tilberedte måltid, med de salte dråber.

Trods hendes tilstedeværelse havde han aldrig følt sig så alene. Han stod ved afgrunden til et hul så dybt, at faldt han, ville han falde for evigt. Det eneste, der endnu fastholdt ham sikkert på jorden, var hende. Hun var den møtrik, der sørgede for at hele maskineriet ikke faldt fra hinanden. Den så smukke møtrik, man først tillægger den allerstørste værdi, når man mister den. Han havde kørt derud af med 210 km/t, men møtrikken var ikke ordentligt spændt og var stået af undervejs. Det var en grim ulykke. En ulykke han selv havde været skyld i.

Han kunne stadig mærke fugten fra hendes hånd, der tidligere kærligt havde knuget hans. Hans dårlige samvittighed havde fået hendes så silkebløde hænder til at føles som sandpapir, der for hvert af hendes kærtegn, fik hans hud til at revne. Skammen havde trængt sig på og som uendelige flammer brændte den sig vej ud til hver enkel afkrog af hans krop. Han kunne ikke længere holde sig tilbage. Han måtte se hende.
Kun tomme øjne mødte ham. Uhyggeligt tomme og mørke. Han så hende ikke. Han havde åbne øjne, men han så hende ikke. Det eneste, han så, var sit eget forkvaklede spejlbillede. Hendes øjne var det spejl der viste ham den mørke og dystre sandhed.