Overrasket vågnede han ved vækkeurets ubamhjertige tortur, han gled ud af sengen og sad på kanten i Januar mørket. Hans liv på det sidste havde taget en hurtig og uventet drejning, hans liv var i hvertfald ikke blevet nemmere. Hvordan kunne han havde været så dum? han vidste jo godt hvor gammel hun var, men kærlighed er en sær størrelse, og han især havde været under dens kraftfulde vinge.
Han gik hen til vinduet og kiggede ud, det stille parcelhus kvarter kørte i den samme rille som altid. Og dog, han vidste jo godt hvad de tænkte, de havde set politiet komme og tage hans computer og de tog jo kun computeren hvis det var en Pædofil..Ikke?
Pædofil. Tanken om ordet fyldte ham med væmmelse.. Et ord som idag har samme magt som ordet Heks havde i middelalderen.
Et ord som kan få enhver anklaget uskyldigt til at føle sig ligeså hjælpeløs som en gartner i en ørken, eller en kaktus uden torne. Det betød ingenting om anklagerne var sande eller falske, blev man mærket var der ingen vej uden om, det betød kun en ting ... Bålet.
Det eneste han kunne gøre var at tage sit tøj på, tage sin glade ignorante maske på og prøve at ignorere deres anklagende blikke. Dette urgamle had til det man ikke forstår eller ved noget om, blussede klart i hele det lille samfund som en ulmende vulkan, der snart kunne eksplodere i en vred anklagende byge af apokalyptisk helveds ild. Men han vidste at han ikke havde gjort noget forkert, ikke ifølge hans hjerte og heller ikke hendes, men samfundet og loven tænker ikke med hjertet... men med ord, regler, tal og stål.
Han gik ud i køkkenet, hældte vand på kedelen og varmede et par krydderboller, han smilede ved tanken om hende, hun var det smukkeste væsen han nogensinde havde set, den måde hun bare havde accepteret ham på trods af deres aldersforskel og hans normale udseende. Det var himmelsk og aldrig havde han set en så ung pige med en krop som en ung kvinde før, men det var vidst ret normalt disse dage.
El-kedelen klikkede, og han tog te og krydderboller med ind i stuen, og spiste sin morgenmad mens han læste brevet fra retten igen. Og mindet om hendes smil, hjerte og væsen blev igen forvandlet til smerte, tårene trillede ned af hans kinder et kort øjeblik men han gjorde sig hård da det ikke kunne nytte noget nu.
Han tog overtøj på, puttede brevet i lommen, og kiggede sig omkring en sidste gang uvidende om han kom tilbage igen. Han tog en dyb indånding og trådte ud af sin dør og frosten og verdenen mødte ham.