Det at han kunne få tiden til at forsvinde var i sig selv ingen kunst. Rum og tid blev blot forenet i hans sjæl og forsvandt ud gennem fingrene. Det var ikke noget han kunne gøre for. Sådan var det bare blevet. Han huskede at han som barn fik folk til at holde vejret og glemme alt om politik, naturkatastrofer og sorg. Alt han gav, var et øjeblik i frihedens varme svøbe. At han ,som årene var gået, var blevet mere nuanceret, havde kun gjort hans liv lettere. Det lille øjeblik var blevet til timer. Han havde fået den magt han altid havde ønsket sig og higede efter. Hver gang følte han hvordan adrenalinet prikkende nåede hvert hjørne af hans krop. Han hørte lyden af blandede stemmer forstumme, for at blive til en sagte hvisken, der til sidst mundede ud i den øredøvende stilhed han elskede mest. Fra det øjeblik befandt han sig i magtens rus. Hans sjæl banede sig vej ud gennem fingrene, som for nogen måtte se ud som en dans. Intet var overladt til tilfældighederne. Alt var nøje planlagt. Som perler på en snor. Blidt og nænsomt fangede han salen ind. Projekterede sine glæder og sorger ud i den måbende forsamling. For hvert blad han vendte på sit ”Steinway” følte han sig tættere på livet. Luften var som altid tyk af ånde og fugtige jakkesæt, der blev blandet med smagen af salt fra hans overlæbe. Fingrene fløj ud og ind mellem de sorthvide mahogni-tænder, der som bidske hunde snappede, hver gang de forlod dem. På trods af den varme cirkel som spotlyset dannede om ham, kunne han se hvornår lommetørklæderne kom frem. I reglen var det i slutningen af den sidste passage. Det var hans tegn til, at han endnu en gang havde formået at fastholde sit publikum i hans verden. Den sidste strofe var slået. Han lod sin krop bøje forover i nogle lange, kunstneriske sekunder, før han rejste sig fra sin skammel. Han bukkede mod salens susende hænder og lod sig hylde som en konge. Alt han gav var..... et øjeblik i frihed.