Kaffekoppen var med garanti ikke blevet vasket før jeg fik kaffen hældt i. Jeg gyser lidt ved tanken, at jeg må sætte mine læber på kanten af koppen, men jeg må ikke skuffe hans gæstfrihed. Jeg smiler og sender ham et velmenende blik. Jeg rører lidt uroligt på mig, sidder dårligt i den gamle stol. Der må være gået en fjeder. Løfter lidt på bagdelen og fjerner en gammel T-shirt. Lægger den over armlænet og vender tilbage, nærværende igen.
”Hvornår var det din kone døde?”
Han sidder lidt, imens han rører rundt i sin kop med teskeen. Mange søde tabletter skal opløses….teskeen røres rundt. Han rømmer sig.
”Det er længe siden, jeg tror det var i 2004, sommeren, vi var på camping….så sank hun om ude i forteltet...jeg opdagede det først da jeg kom ud fra campingvognen…hun var ved at lave kaffe til os… hjerneblødning”.
”Det må have været en frygtelig oplevelse for dig, savner du hende meget?.
Han kigger ned i koppen. Bevæget. En tåre triller ned af hans grå kind.
”Undskyld!” siger han, hiver et gammelt lommetørklæde op af bukselommen. Det er godt brugt, men det kan stadig fjerne fugten fra hans øjne.
Resolut rejser han sig fra sofaen. Går over til teakreolen. Hylderne er overfyldte af gamle bøger, tidsskrifter og ledninger ligger her og der. Barskabet med de matte ruder indeholder mange glas med breve og regninger stukket ind mellem glassene.
”Hvor var det nu jeg lagde det?” lyder det henne fra reolen. Jeg vender mig mod ham.
”Jeg ved ikke hvad det er du søger?”
Han fortsætter sin leden. Jeg kigger ned på min urørte kop kaffe. Kakkelbordet er fyldt med cigaretaske, æskebægeret er overfyldt. En stor stak reklamer ligger på kanten og nogle er faldet ned på gulvet. Fastnet telefonen er grå og dens ledning ligger hen af stuegulvet til væggen på modsatte side, der hvor fjernsynet står, lige frem for hans plads i sofaen. Han mumler og roder stadig rundt i reolen.
Jeg kigger på det røggule maleri over sofaen. Det hælder lidt, så jeg kan se tapetets oprindelige farve. Maleriet er en bondegård, en markvej og en stor skov bagtil. Tænker det er hans barndomshjem. Det er amatøragtigt udført.
”Her er det!” Udbryder han. Vakler tilbage til sofaen, imens han tørrer fotoet af i sin beskidte undertrøje. Jeg læner mig fremover mod fotoet han holder frem.
”Det er min Ruth!”