Da han åbnede den lille blå havelåge, var det som at træde tilbage i tiden. Det lille kolonihavehus stod med det sorte tegltag og stokroserne, som den dag for fjorten år siden. Det høje græs og ukrudtet vidnede om at ingen havde været her længe. Han traskede hurtigt over græsplænen og tog i døren. Den var låst. Der lød et råb bag ham.
”Av for satan også!” Minna bandede højlydt mens hun tog sig ømmende til den sandalklædte fod, han kiggede ned og så havenissen der lå væltet.
”hvorfor ser du dig ikke lidt for?” sagde han og stillede den op igen. Minna stirrede målløst på ham.
”Undskyld mig, men det er sku lidt svært i det her høje græs”, vrissede hun, ” hvad laver vi egentlig her?”
Han begyndte at gå om bag huset, med Minna i hælene.
”Det kom lidt som en overraskelse at jeg havde arvet noget, ser du jeg havde et skænderi med min morfar for nogle år siden”.
Han tog nøglen som lå under måtten ved bagdøren. Han kunne se at ukrudtet have taget magten fra de blomster som før stod under æbletræet.
”Hvad skændtes i om?” sagde Minna mens hun ivrigt ledte efter et modent æble på træet. Han tænkte sig lidt om.
”Jeg kan faktisk ikke huske det, jeg ved bare at jeg forlod stedet med fart som en raket.” Han låste døren op og gik indenfor. Den indelukkede luft strømmede imod ham.
”Det er da meget pænt, med en støveklud og udluftning” Minna stoppede da hun så hans ansigtsudtrykt.
”Det skal sælges, det er hvad det skal!” vrissede han mens han gik ind i soveværelset. Han så rundt i rummet, hans øjne stoppede brat ved natbordet. Han spærrede øjne op.
”Det var pokkers!” mumlede han og trådte hen til bordet, den lille brandbil af stål som han sendte fra Cuba stod nu på ærespladsen. Han havde aldrig hørt fra den gamle og troede derfor han stadig bar nag.
Ved siden af brandbilen stod et gammelt billede i en støvet ramme. Han tog billedet op og kunne pludselig mærke en klump i halsen, han stormede ud af kolonihavehuset. Ud, han skulle ud i den varme sommersol. Han trak vejret dybt. Genvandt roen og fik styr på sine følelser.
Minna slog et vindue op og kiggede ud på ham.
”Her er nu skønt, tror du ikke vi kunne beholde det? Bare sommeren over?” Hun smilede bredt og så ud i det grønne. Han smilede tilbage og så ned på billedet af en lille dreng og hans morfar ved siden af et nyplantet æbletræ.
”Jo, lad os det” sagde han med et lille smil på læben. ”Det ville han have ønsket.”