En stjerneklar nat for længe siden, var to unge mænd på vej mod en prangende herregård.
Den ældste af dem hed Allan og var tyve år. Han var ikke tryg ved situationen og pludselig standsede han, så op mod stjernerne og hviskede: "Jeg tror ikke vi får fat i det trofæ og slipper væk med det."
"Selvfølgelig gør vi det," mente Sammy, der var seksten. Han talte lavt, men hviskede ikke. Han tilføjede: "Herremanden har stjålet det. Vi er nødt til at give det til den rette ejer."
"Jo, men ...," begyndte Allan og blev tavs.
Funklende og klar susede et stjerneskud mod dem.
Smukt syn. Og selv om det ønskesnak var noget vrøvl ønskede han, at Sammy ombestemte sig. .
"Jeg har ønsket." Der var optimisme i Sammys stemme.
"Det har jeg også. Og så hold dog op med at råbe. Du vækker jo skovtroldene."
"Der skal vel mere til. Men hvis jeg gjorde, var det måske godt nok."
De raske skridt Sammy nu satte i med, røbede at Allans ønske ikke var blev opfyldt.
Opfyldt af dystre tanker fulgte han med over stengærdet og slog sit knæ, da han faldt. Sammy var landet blødt og strakte en hånd frem mod ham. Uden ord. Allan slugte et vris og kom op at stå.
Den knægt var så frygtløs. Og så fjollet. Han troede på trofæer, magi, trolde og på sære opfindelser, som hans mystiske fætter Jacob fandt på.
Sur og bange listede han efter Sammy, men da han så gesvindt som en abe, bevægede sig op i et stort klatretræ, han mente førte til biblioteket, hvor trofæet var, stod han bare og håbede det bedste.
Der gik sytten evigheder. Eller måske bare et øjeblik.
"Din forbandede, usle tyveknægt!" tordnede det så ud gennem det åbne vindue Sammy var forsvundet ind gennem.
Der lød nogle klask og et par halvkvalte skrig. Blodet begyndte at simre i Allans årer. Ingen skulle gøre Sammy fortræd. Men angsten forhindrede blodet i at komme så meget i kog, at han kunne gøre noget for at hjælpe ham.
Så blev blodet rystet, for Allan spjættede med alle lemmer. En brummende og bimlende lyd omklamrede hans sanser. Han landede i græsset med langefingrene dybt inde i sine øregange.
Alt flimrede.
Han kom først rigtigt til sig selv, da han opdagede, at han sad i en hule og at Sammy havde en arm om ham. Og så var han nær ved at krybe tilbage i angstens tåge igen.
For foran dem sad fem grinende skovtrolde.
"Det dersens vækkeur din onkel har opfundet, det virker da," grinede den grimmeste af troldene.