Kridtet skreg mod tavlen. Måske var det fordi hun pressede for hårdt med sine fugtige fingre. Hendes hånd rystede. Hun havde ikke prøvet en så styg klasse før. Hun pressede hårdt, fordi hun ville skrive sit navn på tavlen. Kridtet knækkede under rystelserne af hendes krop eller af presset fra hendes hånd. Kridtets skrig blev afbrudt da det knækkede. Knækkede lige dér hvor hendes fingre holdt fast. Hendes negle overtog skriget fra kridtet et kort øjeblik. Hun flyttede sine fugtige fingrene længere tilbage på kridtet. Kridtet overtog styringen igen. Hun skrev: ”KRISTINE NIELSEN”. Hun kunne høre eleverne fnise bag hendes ryg. Hun ønskede at hendes navn var meget længere. Ved tavlen var hun tryg, sikker og beskyttet. Når hun var færdig med at skrive sit navn kunne hun ikke skjule sig længere. Hun ville være nødt til at vende sig lige om lidt. Hun prøvede at tænke på sidetal og opgavenumre. Hendes ben føltes som smør under hende. Den sidste streg på det sidste ”N” blev lidt bredere end de andre. Som om hun ville nå at bruge hele kridtet. Hun lagde den lille rest af kridtet ned i kridtrenden på tavlen. Hendes hånd blev ved renden. Hun holdt krampagtigt fast, drejede rundt så hun kunne se klassen og de kunne se hende. Hun måtte læne sig mod tavlen for at holde sig oprejst. Elevernes ansigter var alle helt hvide, med øjne og mund som nogle store sorte huller. Hun så mod vinduet og kunne svagt ane en orange glasdør ved siden af. Hun måtte ud! Hun skubbede sig væk fra tavlen og slap kridtrenden. Hun kunne ikke mærke sine ben, men kunne mærke at hun gik fremad mod døren. Hun kunne høre deres stemmer komme tættere og tættere på. De skreg mod hende som langsomme, hule brøl. Det gjorde ondt i hendes bryst og hun kunne næsten ikke få vejret. Hendes hænder nåede famlende ud, fangede håndtaget i døren. Hun måtte læne sig med kinden mod glasset i døren for at blive stående. Hænderne fik vristet håndtaget op. Døren blev fanget af den kolde vind. Hun blev rykket ud af balance og faldt ud på græsset. Hun nåede at se, at græsset stadig var grønt nedenunder de gule og røde egetræsblade. Jorden var kold og fugtig. Vinden hvirvlede et blad op der landede over hendes ansigt. Hun følte en kort, enorm smerte i brystet afløst af en befriende lethed. Stemmerne og de hule ansigter forsvandt. Alt blev hvidt og stille.