Har en fornemmelse af noget der ligger gemt. Rødderne der vrænger sig under jorden, forvrider skeletter og søger efter noget. Mangler måske noget, men mine hænder er brune af jorden og har stadig intet fundet. Kan måske markere noget alligevel. Men hvorfor voksede det ikke?
Det går tydeligt imod forventningen, men måske ikke imod evnen. Vi snakkede tit om arv og miljø, og du var altid på arvens side, generne, mens jeg hæftede mig ved mulighederne. Valg og ikke-valg, men så kommer man ikke meget længere når man ikke rigtig forstår sig på planter, og slet ikke sjæleliv. Noget der ikke voksede, noget der IKKE skete og det kan man så undre sig over. Kontrasten mellem OS og TRÆERNE. Og så dette skravl. Og jeg, der ikke kan se hvad der mangler. Endnu en blomst er knækket af. Brune markeringer på nogle af bladene. Og så disse rødder der bugter sig. Noget der er holdt op med at vokse, men hvorfor?
Noget der går i sig selv, kryber ind i sin skal og sit hus og ser ikke det vigtige. Essensen? Nu går jeg for vidt. Men det er sandt nok slimet og langsommeligt. Må hellere hænges til tørre. Må hellere FORSTÅS inden det dør. Sammenhængskraft og sandhedsværdi, ulækre ord når det ikke vokser, men BURDE. Fornemmer noget der venter, men det er ikke en storm, det tror jeg i det mindste ikke. Det er heller ikke mig. Jeg har affundet mig med stilstanden, på trods af det overraskende i dén situation.
Men det kan vokse til næste år, eller noget nyt kan, og jeg vil denne gang bare se det og være i det, og bladene vil til næste år være dybgrønne. Så meget ved jeg.
Og lige nu vil det være stille og visne på trods, I TRODS, men det skal der også være plads til og vi må dø med det og det må også gå. Det må der også være plads til, mennesker er mennesker og planter er planter og vi vokser eller vokser ikke, og det vil jeg leve med. Så meget ved jeg, på trods.