"Hvad er farven på dit sind?", spurgte psykiateren og mit svar kom så naturligt og konsekvent,
"Sort!" - men på trods af mit ærlige svar, finder jeg mærkeligt nok flest paraleller mellem mit sind og det krystalhvide landskab, der samvittighedsløst og effektivt har fjernet enhver farve fra den verden jeg ser.
Jeg finder får en fascinerende følelse når jeg har gået i timevis herude, en sammensmeltning af krop og sind - på samme tid lige kolde og lige følelsesløse. Følelsen af total følelsesløshed kan synes lige så fængslende, som den nagende higen efter et varm meningsfuldt liv.
De kraftige vinder der blæser iskolde krystaller ind i øret på mig, begynder at minde om dunkende dunkle musiske toner, der efterhånden bliver suppleret af desperate hvin - de akkompagnerer og underbygger den sørgelige tragedie der bliver spillet bag mine mine tårefyldte øjne; mit liv, som det uden benægtelsens censur.
Jeg ser det hele udefra - hvordan det lille barn, bare må tage imod det ene slag efter det andet; moderens ængstlige skrig, faderens evindelige druk; drillerierne i skolen, moderens sidste skrig og faderens hænder om det barnets hals.
Mellem de tunge desperate åndedræt, svæver jeg i en tilstand mellem mareridt og en fjern virkelighed. For hver gang jeg blinker, ser jeg skiftevis min nyligt afdøde fars onde hånlige øjne for mig og kniven i min hånd.
Farve virker så voldsomt i disse blændende omgivelser.
Vindens tuden for mine ører presser mig derud hvor jeg ikke længere kan trække vejret, jeg prøver at fokusere igennem min frustration, men kan kun fornemme blodet strømme ud og de sidste hjælpeløse krampetrækninger, i et forsøg på at undslippe.
Varmen flyder ud og smelter krystallerne, den mørkerøde kontrast på den hvide bund - den iskolde ironi rammer mig, ramt af en ukendt samvittighed; det var jo mig der skulle have ligget der - hvad har jeg gjort?
Lettet af raseri, men nu tynget af samvittighed og en ubærlig følelse af misundelighed, over ikke at dele samme skæbne, som den fremmede der nu ligger stille i sneen.
Hvis psykiateren spurgte mig nu, ville jeg nok svare at mit sind er lige dele sort og hvidt, for den mørke fortid og de iskolde følelser hænger uløseligt sammen.