Alle ord kommer igen og alligevel er ordene ukendte, selvom jeg kender både handling og ord. Men jeg er ikke selv herre over det. Det hele er som en flydende masse. Alt sammen i langsom gengivelse. Jeg kender mine svar. Jeg kender deres svar. Jeg kender deres handlinger. Hvis bare jeg kunne gøre en forskel. Bryde ud fra mønsteret og stoppe de forkerte ord, ændre mine egne og forandre den virkelighed der var. Jeg ville forandre det hele fordi jeg allerede kender udfaldet. Ubevidst men alligevel bevidst. Min chef taler ud til forsamlingen. ”Reklamefremstød”, siger han. Allerede dér vidste jeg at Michael Mortensen ville afbryde med et enkelt ord. ”Præcist”, siger han.
Tænker jeg efter og forestiller mig situationen, ser jeg hele mødet for tredje gang. Jeg kan huske at jeg tænkte, at vi nok skulle tegne det hele om. Det var ubehageligt, for jeg kunne intet gøre, selvom jeg allerede vidste at markedsføringsafdelingen kom på overarbejde. Havde jeg bare kunne ændre det hele fra Jørgens indskudte bemærkning om drejningspunktet. Havde jeg bare kunnet tilføje ordene: ”.. eller vi kunne se det hele omvendt, så børnene kom først?”.
Set baglæns ville det have givet mig selv en mulig forfremmelse fra tegnebrættet til kundekontakten. Men kan jeg kan ikke ændre på tingenes tilstand, på trods af at jeg kender svarene.
Nu sidder jeg her ved tegnebrættet. Jeg ved hvad jeg vil tegne, for jeg har tegnet det før. Jeg ved hvad de vil have. I morgen skal vi have møde om et ”Reklamefremstød”, hvor vi i tegneafdelingen skal fremlægge den nye pille.
Jeg sætter mig ned ved mit tegnebord. Jeg tegner de tegninger jeg vil fremvise i morgen. Jeg tegner det hele bagfra og lader børnene komme først. Fordi det understøtter min forklaring i morgen.
Langsomt går døren op til mødelokalet. Vi sætter os alle vilkårligt på vores tilfældige pladser. Reklameafdelingen, tegneafdelingen, og medicinafdelingen. Vi sidder alle i forlængelse af hinanden. Frank Hosenheimer bliver stående for bordenden. Det er selvsagt at det er hans plads. Han er min chef. Han siger: ”Reklamefremstød!..” jeg bryder rytmen ved at rejse mig halvt op i stolen og sige: ”Vi kunne ændre det så børnene kom først..?”
Alt hvad jeg havde set, ændrede sig. Jeg måtte forsvare ændringen i mine tegninger. Michael Mortensen sagde intet. Men det vidste jeg allerede at han ikke ville. For jeg kom ind i dét øjeblik hvor tiden stod stille. Hverken før eller efter. Jeg kom ind præcist. Før ”Præcist” blev udtalt.. Jeg kom ind og forhindrede Jørgens indskudte bemærkning om drejningspunkt. Det var ikke relevant mere.
Jeg åbnede min taske en lille smule mere. Jeg så at der stadig var to piller tilbage.. og tog én til..