Pillerne lå i min åbne håndflade.
”Jeg kan ikke mere”, tænkte jeg. ”Det er nødt til at være slut”. Jeg stirrede på pillerne: ”Gad vide hvor lang tid det ville tage?”

Jeg havde talt med ham dagen før. Han var hård som sten; der var intet at stille op. ”Det går bare ikke mere, Louise”, havde han sagt og kigget mig direkte ind i øjnene. Hans øjne, som jeg kendte så godt, til tider bløde som smør - til andre tider hårde som stål, de borede sig nu ind i min sjæl som skarpe spyd. Jeg vidste han havde ret; det gik ikke mere. Men det var bare så… svært.

Jeg havde rystet på hovedet, eller havde jeg nikket? I hvert fald ladet ham forstå (eller tro?) at jeg gav ham ret, jeg havde rejst mig og givet ham hånden til farvel. Hans hånd var blød, og Gud hvor jeg havde ønsket, han ville give mig et kram, for jeg trængte så inderligt til det. Men nej, det bløde håndtryk var den eneste berøring jeg vidste jeg ville få med mig.

”Vil du så gøre det?”, havde han spurgt, stadig med min hånd i hans.
”Det er jeg vel nødt til”, svarede jeg lavmælt, turde ikke se på ham, for så ville han kunne se min tvivl.

Jeg tog hjem. Resten af dagen havde psykiaterens ord runget i mit hoved:

”Det går bare ikke mere, Louise. Du er nødt til at tage de piller, det er dit liv det handler om.”

Jeg vidste han havde ret. Han var en hård, men dygtig psykiater. Alt for længe havde dette her stået på; jeg havde det så dårligt, spiste ingenting, kunne ikke passe mit arbejde. Depressionen havde tvunget mig helt i knæ. Men piller? Jeg nægtede… og blev ved med at nægte. I lang tid. Jeg ville ikke ende som min far. Men det måtte stoppe nu. Jeg kunne ikke blive ved på denne måde, jeg ville have mit liv tilbage. Min far havde misbrugt piller, men det var jo ikke ensbetydende med at jeg ville følge i hans fodspor. Det måtte jeg tro på.

Nu stod jeg så her, i mit køkken. Mærkede et spirende håb indeni. Et håb om at få livet tilbage. Det havde taget mig lang tid at nå så langt, men nu var jeg klar. Jeg kiggede ned på min hånd. Pillerne lå i min åbne håndflade.