Liv kigger op på månen og ler højt. Hun skal på date med månen. Den hænger stor og blændende på nattehimlen. Som en stor hvid tallerken, lyser den op. Duggen på græsstråene gør hendes ankler mere og mere våde, i takt med hun øger tempoet. Fra stien drejer hun ind i skoven. Her er stille og mørkt, men hun er ikke bange. Hun bevæger sig ind og ud mellem træerne, og når hurtigt ud til den store sorte sø. Hjertet lægger hun en hånd på, mens hun tager et par dybe ind- og udåndinger. Så tager hun det første skridt hen mod broen, hvis træplanker glinser svagt i månelyset. Hun går helt ud til stigen, stopper op og kigger udover søen. Hun har savnet den, at bade i den, stilheden og det kolde vand mod hendes nøgne hud. Hun kan høre brisen ruske blidt i trækronerne, og sivene, der bøjer sig i vandkanten. Hendes sted. Hendes pusterum. Hendes ro og fred. Hun bøjer sig ned og lader fingrene stryge hen over vandet, hun kigger ned, mens hun forestiller sig sit spejlbillede i vandet. Men det er for mørkt. Hun rejser sig op for at gribe fat i blusekanten, hun længes efter at mærke vandet. Hendes bryst er én stor knude af spænding og en mystisk længsel, hun ikke helt forstår. Men før hun får hevet op i trøjen, standser hun op, noget er ikke som det plejer. Og med ét bevæger omverden sig i slowmotion; vandoverfladen foran hende brydes, og op stiger en skikkelse, glitrende og glinsende, med månen over sit hoved og Liv er målløs og stum. Det er den smukkeste kvinde Liv nogensinde har set. De kigger på hinanden. Det er ikke frygt, men forundring, der opstår i Liv. "Liv. Jeg har ventet på dig." Kvinden rækker sine hænder ud til Liv. Hun griber dem med rystende hænder. Hun prøver forgæves at finde ord, og søger i stedet kvindens øjne. De skinner og lyser op ligesom månen. Det bruser indeni hende, en lykkefølelse breder sig i hendes krop, og hun kan mærke det helt ud i fingerspidserne og tæerne. Det snurrer og prikker alle steder. Kvinden trækker i hende og de går hånd i hånd ud på vandet. Liv kigger op på månen og ler højt.