Jeg gider seriøst ikke flyve i dag. Jeg er SÅ træt af at flyve.
Men jobbet kalder. De kan jo ikke klare sig selv, deres mad vokser jo ikke på marker som herhjemme.
Jeg ved godt at det er mit job og jeg ved godt at der er mange mennesker som vil leve en dag eller to mere hvis jeg gør det. Men jeg gider VIRKELIG ikke at flyve i dag. Hun har grædt hele natten, ammet og så sovet lidt. Jeg ved hvad jeg skal høre på når jeg har været ude og flyve.
Du er aldrig hjemme, du gider os jo ikke, hvorfor gjorde du mig gravid hvis du hellere vil redde Verden?
Du er så egoistisk, tænker du på mig og din søn?
Egentlig er flyveturen jo fin nok, det var engang smukt at kigge ud, men når nu jeg har fløjet den rute i så mange år så er det ligesom ikke det jeg ser på mere vel. Derimod den nye stewardesses spændstige røv... den er værd at kigge på! Hun er ny, hun kigger stadig på deres blikke når vi lander og afleverer majs, vand og mel. Hun er idealistisk, det er sgu fint med en lille stram naiv idealistisk stewardesse. Ha, men jeg misunder hende ikke. Jeg misunder hende ikke at hun græder af glæde og selvtilfredsstillelse når hun kan give maden videre. hun skulle hellere give mig lidt.
Jeg tager ikke ud at flyve.
Jeg tager ud at flyve.
Jeg ordner min kone imens hun ammer, jeg giver hende en flad, jeg giver hende blomster. Jeg ordner den nye stewardesse imens vi flyver, jeg giver hende løfter som svarer til hendes drømme, jeg giver hende en bil, en af de rigtige, dem med benzin.
Jeg ordner dem begge to.
Jeg ordner mig selv, det ved jeg jo