Jeg har to øl i hånden. Og det er ikke de første i aften. Jeg prøver at møde dit blik, og alting stivner i et timelangt sekund. Dit betuttede smil. Dine flagrende øjne. Og ganske langsomt fortsætter jeg mod dig og vores bord. Musikken er væk.

Og hele vores liv passerer forbi, inden jeg når at fortælle dig. Dét, som ændrer alt. Og det er ikke bare vores liv, der når at fare forbi. Det er vores liv i flertal. I uendelige universer og et utal af parallelle virkeligheder.

Jeg ser dig bøje hovedet bagover af fryd. Din pande er svedig. Jeg hører dig stønne og ved at du skriger om lidt.

Jeg ser dig i de lyse lokaler med vores første barn på din barm. Dine øjne lukker lyset ude, og de ser kun på vores mirakel.

Jeg ser dig sidde med rynket pande og krum ryg, imens du i stilhed løser søndagens kryds og tværs. Og lige i dag, driller jeg dig ikke med den. Jeg nyder bare roen.

Jeg ser dig være rynket med grå stænk. Huden under dine arme hænger, ligesom dine bryster, men jeg elsker den måde du hænger på. Det er din måde.

Jeg ser dig med studenterhuen. Dine tænder er hvide og det gør ondt, da du løber mod mig. I dag er du så fuld af fremtid og håb.

Jeg ser dig senere på aftenen, hvor du har drukket mere end du plejer.

I én virkelighed kaster jeg mig på knæ foran dig.

I en anden falder du i søvn ved siden af dit opkast.

Jeg ser os gå fra hinanden. Jeg ser os forenes igen. Jeg ser os være fulde. Jeg ser os danse. Jeg ser os tale. Jeg ser os skændtes. Jeg ser vi cykler hjem og lige skal have det sidste af natten, og det første af morgenen med, inden vi lukker øjnene og kalder det en dag.

Jeg sætter mig og stiller øllene på vores bord. Nu flakker dit blik ikke mere. Vores øjne smelter sammen. Vi har ventet på det. Så længe. Måske ender alle vores uendelige universer og utallige parallelle verdener alle sammen lige her? Og i det øjeblik ordene kommer ud af min mund, ved jeg, at vi har været her før.