"Liden lue kan vælte et stort læs" tænkte skildpadden mens den beskuede stranden fra sit skjul. Den havde aldrig oplevet så stort et væsen, der med sine skarpe brune tænder, gule skjold, og et brøl som kunne gøre en løve misundelig, kaste kaskader af ådsler fra sit bytte ud i vandet. Som for at tilføje det karakter eller smag. Eftermælet blev brunt, ækelt og råddent. Enkelte fisk kom op til overfladen for at råbe om hjælp, men udåndede og flød op på overfladen. Massekirkegården ville ligge der og ætse op i en pøl af hjælpeløshed, uvidenhed og som minde om at være på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Skildpadden havde set det før på sin rejse, og havde selv oplevet det. Souveniren heraf blev en splint i skjolden der metallisk skinnede med grønt, hvidt og guld skær hvor end den svømmede hen. Rundt om på stranden observerede skildpadden objekter der endnu ikke var skyllet ud i havet, og undrede sig. For på sine rejser havde denne set megen elendighed og ikke forstået hvoraf dette brune eftermæle kom fra, og hvorfor det havde forskellige teksturer, størrelser, farver og former. Var landjorden bare store gule væsner som brugte havet som sted for at skjule sine ådsler? Skildpadden begyndte at vandre mod havet, og mærkede de små ben gå fremad i det våde sand. I mellem tiden sukkede den og tænkte en sidste gang inden denne mærke den kolde livskilde omfavne den for at tage den videre med strømmen; "Liden lue kan vælte et stort læs".