Deja-vu.

Jeg træder ind på Københavns Universitet med en besynderlig fornemmelse af deja-vu i kroppen. I denne grimme betonbygning mødte min første kærlighed. Dave.

Der på opslagstavlen hængte han sine smægtende kærlighedsdigte. I lysegrønne kuverter, sat fast med knappenåle. Jeg kigger demonstrativt den anden vej, da jeg passerer tavlen. Der til venstre lå engelskinstituttets fredagscafe´. Engang ringede jeg grædende til ham fra mønttelefonen. Han havde bollet med Mette, slået hende. Hun havde skreget af vellyst.

Jeg skulle lære ikke at føle jalousi, lære at nyde smerte. ”Love”, havde han beroliget mig. ”It's just sex. Don´t you worry. She means nothing. But you, my precious blond Danish beauty, you'll be my love for ever.”

Jeg går ind på biblioteket og får øje på min datter og hendes studiekammerater. De har indkaldt til møde, så jeg kan korrigere dem i nogle pinlige fejl, de stadig kan finde på at lave efter 1 år på engelskinstituttet. Adjektiv og adverbium. Jeg skal ikke nævne det for nogen, bare sørge for at forklare dem en gang for alle, hvornår man bruger hvad, så de ikke laver den slags banale og pinlige fejl igen. Jeg har undervist i engelsk i 17 år. Jeg hjælper gerne.

Jeg smøger ærmerne op og går i gang. Kvalmen ignorerer jeg. ”The girl is beautiful. But she sings awfully.” Vi finder fejl i deres gamle opgaver, snakker og diskuterer. Efter 1½ time kan ingen af dem forstå, at de først har fattet nu, hvor let det er. ”Bedre sent end aldrig”, griner vi, og jeg gør klar til at gå. Jeg skal spise forkost med Lines far om en time.

Jeg læner mig frem. ”Jeg har haft det mærkeligt i dag. Vidste I, at det var i dette rum, ved dette bord, at jeg mødte min første mand for 25 år siden, i 1985? At han hængte kærlighedsbreve til mig i lysegrønne kuverter på opslagstavlen uden for biblioteket?”

”Jeg kan nu bedre lide Far”, siger Line lidt for højt. ”Ham amerikaneren, Dave. Han var bare en slesk nar. Jeg løber ud og ser, om der hænger et digt på tavlen.”

Jeg smiler, pakker mig sammen og skjuler min vrede. Han slog mig. Han bollede min veninde. Og han forlod mig. Men jeg elskede ham mere, end jeg nogensinde har elsket Lines far. Min mand gennem 20 år.

Jeg stryger gennem biblioteket mod udgangen. Kvalmen er blevet værre.

Line kommer løbende mod mig. ”Se, hvad jeg fandt”, siger hun og holder en lysegrøn kuvert frem mod mig. Jeg tager kuverten og løber hen på det nærmeste toilet og kaster voldsomt op i håndvasken. Kuverten ligger uåbnet i min hånd.

Line Knudsen.