Solen der var på vej ned mod vest lyste bjergtinderne op i fantasi-agtige, røde og gule farver. Under dem lå dalen i skygge, og vandet i åen der havde glitret tidligere i novembersolens kolde lys, flød nu ubemærket afsted. Under overfladen gled fisk tyste rundt mellem småsten og planter. Man ventede den første sne i nat.

Det skete helt naturligt. Det ene øjeblik var jeg væltet ud over det mosbegroede gelænder, det næste skød jeg mod himlen som en rørstrømsk mariehøne på vej mod Hvor Herre selv. Ja, undskyld den mindre begavede metafor, men jeg havde bedre ting at tænke på! Vindens fangarme ligesom greb mig, og jeg blev spredt som snefnug der langsomt dalede ned over dalene hvor græsset dovent duvede i vinden.
Se så, om jeg ikke lige kom med en sej alliteration der. Jeg har altid vidst, der var en digter gemt i mig! Måske lidt sent at finde ud af det efter jeg er blevet til sne.. Men I ved.. You can't have it all.

Efterhånden som græsset gav efter under sneens vægt, og det hvide tæppe blev mere tydeligt, følte jeg mig blive koncentreret om et punkt igen, og..

Flaksende omkring på vinger der i visse situationer ganske uberettiget kunne bruges til vittigheder om fysikkens manglede tag i virkeligheden, summede en humlebi forbi mit øre. I en eng af blomster vågnede jeg. Jeg var alene, men havde alligevel en klar fornemmelse af at vente på nogen der allerede burde være her. Græsset kærtegnede mine bare arme og ben, og jeg følte mig fri.

En ubestemmelig mængde tid gik, før jeg kom på benene og begyndte at gå. Det var faldet mig ind, at det måske var mig der ventede på det forkerte sted. Mine ben førte mig mod afgrunden.
Jeg stoppede forvirret nær kanten, som rødder og skæv-vredne træer gjorde det næsten umuligt at bedømme hvor var. Der manglede noget.. Billedet af et gammelt mosbeklædt gelænder ville ikke forlade mig, og det var med varsomme skridt jeg nu nærmede mig den endnu ukendte afgrund.
Med en ubehagelig følelse af at det var sket før, tog jeg et skridt nærmere.. En stemme i mit baghoved spurgte hvorfor jeg skulle have et vigtigt møde med nogen ude over en afgrund, men kun tossede mennesker lytter til deres stemmer.
Og jeg er ikke tosset! Bare.. virkelighedsfjern. Det skete helt naturligt. Det ene øjeblik væltede jeg ud over de mosbegroede rødder, det næste skød jeg mod himlen som en rørstrømsk mariehøne på vej mod Hvor Herre selv.
Et vigtigt møde ventede mig -med jorden og døden for foden af skrænten- og med den der venter sneen når den engang vender hjem.