Hun sidder der helt stille. Gør store øre, for at sikre sig ingen kommer inden hun tør tage sit næste åndedrag. Hun kigger rundt, den smule hun kan i mørket. Hendes øjne er ved at vende sig en smule til omgivelserne, men dem er der ikke mange af. Hun ser kun silhuetter. Hendes frygt for et øjeblik kulden til at risle ned af hendes rygrad, og hårene i nakken rejser sig. Hun tager en dyb indånding og hendes rædslen bliver langsomt til en rolig spændt følelse.
Hun aner et stort skulende øje ca. 30 centimer fra hende. Det gibber lidt i hende, indtil hun opdager at det er en gammel bamse, der har tabt det ene af de kunstige øjne, så det hænger i en tynd tråd nede på bamsens kind. Hun kigger sig omkring i mørket, spændingen bliver igen til en frygt. Hun vil egentlig ikke være her, hun er bange. Ikke for mørket, men det hun ikke kan se i mørket. Hun ligger øret mod døren, ingen kommer. Hun kan høre stemmer ikke langt derfra, hun har lyst til at flygte, måske er der et bedre sted. Nej det her er fint, mørket er ikke slemt.
De gamle ting trykker sig op ad hende. Hun vender sig om, ligesom et ærme stryger hende over håret, hun tager armene op over hovedet, i en hurtig bevægelse og befrier et lille forskrækket støn. Hun sidder der i hvad der føles evigheder, med armene beskyttende over hovedet. Intet sker. Hun ånder lettet op. Hun trækker armene ned og hendes albue snitter noget hårdt. Det er koldt og glat, som et frosset spejl. Hun føler med finger spidserne på den skarpe kant, det er et pengeskab.
Hun begynder at svede, varmen udefra presser sig igennem de få sprækker der er. Pludselig kommer der solstråler ind af sprækkerne, de deler sig i millioner af partikler. Lyset gør det lettere at se, men kun en smule, nok til ikke at blive forskrækket af de gamle sager der har hobet sig op igennem årene. Den hjemmestrikkede julesweater man ikke kunne lide, den gamle bamse med det ene øje, det store pengeskab man ikke har nok rigdom til at fylde.
Hun hører en fnisen udenfor, holder vejret. Hendes blik kører rundt på den lille plads hun sidder, i revner og hulrum mellem de forældede minder. Hun tøver, er det nu? Hun lytter intens, måske ikke. Lyset stråler bliver afbrudt et split sekund. Det er nu! Hun springer ud af skabet: BØH!