Det var en strålende sommer. Solen skinnede på den blanke bold imens den kom flyvende hen over græsplænen. Der duftede af nyslået græs og glade børnestemmer kunne høres overalt. Lydende fra gyngerne, stof som kurede ned af rutchebanen, og den sagte lyd fra drejegevindet, fra de mange lejetøjscykler og biler. En lille smule gråd, en hel del glædeshyl - et par dybe stemmer for de voknes vise mund. Bolden nærmede sig plænen og et par fokuserede øjne. Denne gang havde han den tænkte han. Nu skulle han vise dem alle sammen. Han spottede boldens retning, målet, modstandernes placeringer og planlagde sit skud. Et par meter mere og han var klar til at tage imod boldens ankomst. I et splitsekund mødtes hans støvle med boldens overflade. Et splitsekund som betød alt for boldens næste rejse. Et KLIK kunne høres mens en dyb stemme sagde; Kom så! du kan godt! Bolden lignede nu en ildkugle der farede mod målet. Modstanderne kikkede bare. De kunne intet gøre! Det var op til målmanden nu. Bolden styrede lige mod trekanten og selvom målmanden strækte sig alt hvad han kunne, var det for sent. Ildkuglen hamrede nådesløst sit mål, så nettet måtte strække sig til det yderste. Et øjeblik af et splitsekund. Fanget i prængende farver. Han lagde billedet på sengebordet, og kikkede ind i de halvforvirrede øjne. Han tog sin far i hånden for en sidste gang. Det var blevet slemt nu. Med tårer i øjnene sagde han til manden i det sterile rum, på de hvide lagener; Du behøver ikke at kunne huske det. Men du skal vide at du har haft en kæmpe betydning for mit liv! Et øjebliks stilhed og et suk i det lille rum. Han gav ham et kys på panden, åbnede vinduet og gik ud af døren. Hans skridt satte følelsesmæssige aftryk mens han gik mod elevatoren. Svage men stærke billeder viste sig på indersiden af hans nethinde. Bolden, målet, modstanderne, og hans fars stolte stemme - Kom så! Du kan Godt!