Det er en sen aften. Nattens buldermørke, er så småt ved at indtage dagslysets plads. Jeg rækker ud efter den lille firkantede æske, som der ligger på bordet foran mig, med en lighter placeret solidt ovenpå. Min krop rejser sig og bevæger sig modvilligt over imod havedøren. Jeg træder gennem den frie passage ud til friheden, imens min højre tommelfinger glider ned over det metalkolde hjul. En gnist kommer frem, der hurtigt forvandler sig til en blivende flamme. Jeg indånder det giftfyldte røg, imens jeg atter engang skammer mig over at være i tobakkens varetægt.
Jeg kigger ud i den dulmerende mørke horisont, imens jeg hører en flagermus' skrig i det fjerne. Der er lys fra naboens køkkenvindue af. Lyset fanger min opmærksomhed. Jeg ser, at to skikkelser bevæger sig i lysskæret. Det er naboen og hans kone i køkkenet. De ser ikke just glade ud. Han vifter og slår ud med armene. Hun tager sig til hovedet. De diskuterer. Igen. "Det ændrer sig snart", hvisker jeg fortrøstningsfuldt til mig selv. Men det gør det ikke.
Det ændrer sig ikke, før nogen agerer. Agerer, på den tydelig ulighed og sorg, som der hersker lige inde på den anden side af murstenenes mange og tunge lag. Men ingen agerer. Ingen gør noget.
Genboen går en aftentur med sin hund og ryster hovedet af sig selv, til nabohusets råb og skrig. Han ser ikke noget, han hører kun. Jeg kigger håbløst efter ham, imens jeg sparer ham for, hvad mine øjne er vidner til i køkkenlysets skær. Hvorfor gør han ikke noget? Hvorfor agerer han ikke, på de så tydelige og hjælpesøgende lyde?
Jeg kigger tilbage på vinduets skær og inhalerer det sidste liv af cigarettens giftige spor, inden jeg igen forsvinder ind ad den frie passage.
Ingen gør noget. Ingen agerer.