Jeg satte mig udmattet ind i toget. Mine skuldre sank ned, og jeg stirrede ud på buskene, der susede forbi udenfor vinduet. Mit hovede hvilede mod den kolde rude. En regndråbe løb diffust hen over ruden som en aflang aftegning. Mit job som fabrikssassistent havde jeg fået for tre måneder siden. Tre måneder. Dagene var fløjet afsted, men tiden var gået i stå. Dagene var en kopi af hinanden. Regnen var taget til udenfor, og den hamrede nu med en sådan kraft, at der lød en let trommen på S-togets tag. Jeg befandt mig selv i en tilstand af momentan hygge, som jeg genkendte fra da jeg var barn. Jeg havde altid elsket at blive transporteret. At lade mig falde ned i sædet, og bare lade verdenen flyde forbi mig, uden at tage stilling eller bruge energi. Bare at være...
Hyggen blev i ét splintret af hendes ansigt, billederne gled hastigt forbi mit indre blik, og et bestemt øjeblik tonede frem... " Mig tør ikke, mor... Bøhmanden tager mig". Mig der krammede hende og løftede hende op.
Jeg åbnede øjnene med et sæt og kiggede på damen der sad overfor mig. Hun havde ikke opdaget noget. Hendes blik var vendt fraværende mod vinduet. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde, og tørrede hastigt dråberne væk i øjenkrogene. Minderne fik hendes tilstedeværelse til at virke sand. Jeg mærkede hendes krop mod min og hendes varme, fugtige åndedrag mod mit øre. Nu var hun væk igen, og mit indre føltes som en stor bulrende masse og fik tårerene til at presse sig på. Jeg rejste mig op, og tørrede endnu en gang hastigt øjnene af i mit ærme. Jeg lod min finger undersøge øjet nærmere under påskud af at have fået noget i øjet. Toget standsede, og som jeg mærkede kulden slå mod mit ansigt, blev den buldrende masse skubbet ind bag dens massive døre igen.
Foran mig lå banken. Værditransporten holdt foran, og en mand lænket til en attachemappe steg ind i den. Bag bilen kunne jeg skimte hendes børnehave. Jeg vendte mig om og gik den anden vej.