"Duk dig" Desmonas stemme piskede vredt, hun og Clara knugede hinandens hænder fast. En stor mørk skygge lukkede dem helt inde i deres ly.
"Fanden vil tage jer, hvis I ikke adlyder øjeblikkeligt. KOM FREM NU!" deres værges stemme borede sig ind til marven af deres knogler.
Aldrig måtte han blive så gal. Han fremmanede dem fra deres skjul, alene ved den kraftige insisteren, de mærkede viljen forlade
kroppen, skrækslagende magtesløse. Anakondaen mod musene. Lynsnapt greb han fat i kravebenet på dem begge.
"Desmona, endnu engang vil du trodse,... og tabe!" Stemmen dirrende, i arrigskab over hans mangel på indflydelse.
Desmona var usædvanlig viljestærk, han havde aldrig tidligere haft problemer med sine "plejebørn", men hun var en mundfuld.
Clara havde han haft i sin hule hånd nærmest fra første dag. Desværre var der et bånd mellem dem, der var nær ved ubrydeligt. Trods hans mange forsøg.
"Nu er det slut med min tålmodighed" dævrede han mørkt. Pigerne måtte til sidst slippe hinanden, de blev brutalt skilt.
"Nej!!!" Clara klagede, da hun blev kastet ned i kælderrummet. Desmona undertrykte et gisp. Hun havde været smidt derned ofte.
I hullet. Rådden lugt, rotter og værst af alt mørke.
Aldrig ville Clara kunne holde til det. Hun hørte venindens skrig skære sig gennem natten. Sjælen rev sig fri fra struben.
"Lad mig bytte med Clara, det var min skyld,... kun mig!" Desmona tiggede.
"Fortæl mig hvad jeg ikke ved..." Dundrede han videre.
"Bordet bliver vendt nu" fortsatte han " Clara bliver din prygelknabe fra denne dag af"
Desmona var grædefærdig, han mente hvert et ord. Alt var fortabt, nu vidste hun, de aldrig kunne slippe væk.
"Hvad skal jeg gøre for, at hun kan komme væk fra hullet?"
" Simpelt, et tegn på din troskab" hadet lyste ud af hans øjne, " slagt din køter på gårdspladsen, tiden det tager før han dør, er tiden hun slipper fri fra
hullet. Minut for minut"
Desmona sank om på gulvet, han sparkede brutalt liv i hende, næsten før hun landede.
"Kom igang" brummede han "Clara venter på dig"
Seancen var hurtigt færdig, få minutter.
"Clara, det var ikke meget hun undte dig i frihed" smilede han ondt, da hun blev hentet.
Clara stod som forstenet, da hun hørte beretningen.
Frem fra sin kjortel svang hun et rustent stykke jern, som uden modstand skjulte sig i hans hals.
Aldrig havde han frygtet Clara. Chokeret faldt han. Død.
Frihed omsider...