Han var allerede online. Tina samlede nogle papirer sammen i en bunke på bordet, men bemærkede ikke, at de gled ned på gulvet. Hun trommede fingrene mod bordet et øjeblik og besluttede sig for at hente en kop kaffe, inden hun ringede ham op. Hun havde udsat det mange gange, men nu var hun klar.
”Hej skat! Hvordan går det jer dernede?”
”Hej Tina-pige. Nå jo – du ved, som det plejer.” Hun rynkede panden. Han lød en anelse bedrøvet. ”Vi har været ude og patruljere i dag, og et par af gutterne er blevet såret. Det er ikke noget alvorligt - så bare rolig.” I et øjeblik havde hun knuget hårdt om kaffekoppen, men nu slap hun grebet igen, og lidt af kaffen skvulpede ud på bordet.
”Det er anden gang i denne uge.”
”Ja,” bekræftede han, ”Kampene er mere hårde efterhånden. Det er ikke længere bare en drengedrøm med krudt og kugler.”
”Kan du så ikke bare komme hjem?” Tina vidste godt, at hun åbenlyst bad om for meget.
”Joh, men jeg ved ikke, om det er vejen for mig, du ved, med hus og have og et almindeligt job.”
”Jamen, du kan da ikke være i krig for altid?” Hendes stemme lød tør og hæs.
”Jeg mener måske bare, at det er svært at gå fra et liv med død og ødelæggelse til at komme tilbage til en øl over hækken og snak om dårlige forhold for daginstitutionerne.”
”Vi har da ikke børn,” røg det ud af hende. Hun mærkede hjertet banke hurtigere.
”Det var også bare et eksempel.” De var begge to tavse et øjeblik.
”Jeg skal heller ikke belemre dig med alle de konflikter hernede fra. Fortæl mig nu, hvad du havde på hjerte. Du skrev, det var vigtigt?”Hun rettede sig op ved hans spørgsmål.
”Jo altså, det var bare…” begyndte hun. Hun knugede hænderne i skødet. Det var måske ikke det bedste tidspunkt alligevel. ”Ved du hvad, det kan vi snakke om en anden gang.” Lige med et følte hun sig alene i verden. Hun ville ikke bo i den dumme lejlighed alene, mens han var ude og udkæmpe en eller anden krig i et fremmed land.
”Åh, det er jeg ked af. Jeg må løbe igen. Vi må lige snakkes ved. Jeg elsker dig!” Øjeblikket efter var han væk. Tina blev ved med at stirre ind i skærmen, mens stilheden bredte sig. Tårerne trillede ned af kinderne på hende. Hvorfor var det nu pludseligt et problem for ham at komme hjem til hende? Ville hun nogensinde få ham fortalt, at han skulle være far?