"Bøhmanden kommer og tager dig, hvis du ikke opfører dig ordentligt..."
Han husker tydeligt sin mors ord, som fik ham til at frygte monsteret under sengen. Han var overbevist om, at monsteret ville vide, hvordan han havde det indeni. Hvordan den mørke skygge dag for dag opslugte mere af hans indre og efterlod ham tilbage med de onde tanker. Virkelig onde tanker om at gøre forældrene fortræd. Han kæmpede imod, så længe han var i stand til det. Men en dag var der kun skyggen tilbage og han vidste, det gode havde tabt kampen.
En uge efter døde hans familie en brand. Han sad på græsset og stirrede paralyseret ind i ilden. Man formodede at han var i chok og sendte ham i behandling. Han kom på børnehjem. Her omkom 15 drenge af akut madforgiftning. En familie adopterede ham og blev siden dræbt i en bilulykke. Plejefamilien han boede hos efterfølgende, blev skudt under et indbrud. Han blev myndig og fik lov til at bo alene. Alene med sin skygge.
Fra vinduet i værelset kan han se byens liv pulsere. På gaden er både rige og fattigfolk, men alle er de rige på livets følelser. Han kravler op og står på kanten. På kanten mellem livet og døden. Skyggen i ham er gået i opløsning og han har det som om, han føler for første gang i sit liv. Følelsen af had. Hadet til ham selv.
For par timer siden var han stadig sin mors søn, stadig i stand til at forsvare alle sine gerninger i livet. Både de forfærdelige og virkelig slemme. Men nu har han begået en ugerning. En rædselsgerning, en grusomhed. Ingen vil nogensinde kunne tilgive ham, og han er ikke i stand til at tilgive sig selv. Han kaster et sidste blik tilbage på sengen, hvor hun stirrer på ham med sine tomme øjne. Hun var kun et uskyldigt barn. Han havde aldrig set hende før og ingen vil nogensinde se hende igen. I live.
Da han træder ud på kanten, slår det ham, hvordan livet fortsætter. Hvordan hans ugerning lader verden upåvirket tilbage. Men denne ugerning, skal blive hans sidste. Han længes efter barndommens monster og afventer sin skæbne uden at blinke. Roligt træder han ud over kanten.
Han ved, hans vinger aldrig vil kunne bære ham. De er aldrig vokset ud.