Jeg siger jo, det var ikke en drøm. Hvorfor ser du sådan på mig? Tror du mig ikke, når jeg siger, at mine fødder løb over det blodige dæk, som sekundet efter splintredes under mig? Men så se da på de her fødder, min vantro elskede, skal jeg stikke dem op i næsen på dig mellem cornflakes og kaffekopper: stadig sorte af levret blod. Ikke mit, men deres, de døendes på ’Najaden’. Jeg løb gennem blodet, det gjorde jeg, da hun besluttede sig for at kæntre bagbords over, som en doven hval giver efter for lysten til at lægge sig på siden. Der havde jeg netop stået, blødende og bedøvet af kanonernes vedholdende buldren. Stormasten var faldet som et træ, der hugges ned og segner i dum forundring over sin egen vægt. Så tav kanonerne under os, og de glødende mundinger på englænderen derovre holdt inde. Alt, alt var stille, selv de håbløst sårede løftede hovederne og lyttede. Siddende ved siden af mig: den enarmede sekondløjtnant fra Fredericia, klamrende sig til sin Dannnebrogsorden og styrtblødende fra et åbent sår, hvor hans øre før havde siddet: selv han lyttede til tavsheden, som altid går forud for det infernalske. Så sprang banderne overalt langs rælingen, som pisket op af usynlige spil, og nu, åh hvilken ugerning, nu styrtede vi 200 skrigende sjæle med dækket ned i batteriet. Jeg løb gennem blodet, men blodet forsvandt under mig, og der var ikke længere noget at løbe på. Jeg så drenge spiddet på forvitret træ, andre antændt af bagende kanoner. Vi krængede mod bagbord, jeg følte det som rykkede nogen mig hårdt i benet, og jeg blev suget ud af en port under vandet. Sådan gik ’Najaden’ ned og jeg med hende, dybt derned i det jerngrå intet, og jeg fandt mig selv gispende efter vejret. Nej, det var ikke det, du hørte før, for jeg gisper aldeles ikke efter vejret i søvne og slet ikke på min bryllupsnat. Men jeg. Jeg kæmper for mit liv hernede, viklet ind i noget tungt og uoverkommeligt - er det en dug? - og nu forstår jeg, at det er ’Najadens’ sejl, hendes pjaltede brudekjole, der omslutter mig. Og jeg føler en ubændig trang til at danse, til at svinge dig rundt og kysse dig, men jeg kan ikke se dig, min elskede, for du er ikke med i mit forlis, og det her er ikke en drøm.