"Det her er meningsløst," lød en træt stemme gennem larmen fra skud og kanoner. Ingen hørte den franske soldats ellers udmærkede vurdering af kampen, før han et øjeblik senere hang krampagtigt ind over sin hest, stærkt blødende og gispende efter vejret.

Sandheden var ude nu. Han var opdaget - dømt - dømmende blikke, dømmende hænder der befamlede papiret, dømmende rødt segl.
"Allan..Norrington, ikke sandt?" Der gik et øjeblik før Jacobs flakkende øjne mødte majorens, og endnu kortere tid før han kiggede væk igen. Jo, det var det navn han havde taget sig, nikkede han sigende.
"..Jeg har modtaget et brev med ekspress fra Amerika. Du er eftersøgt der," Majorens klare øjne kiggede undersøgende mod Jacob, der var blevet foruroligende hvid i hovedet.
"Det var ikke mig," hviskede han åndeløst, med en stemme der var hæs af angst.
"Det var ikke min mening at gøre nogen fortræd."

Hans hænder farvedes dybt røde af den imponerende mængde blod der løb nådesløst fra skudsåret i maven. Hans åndedræt kom i rallende stød, mens hesten sprang forvirret rundt i mængderne. Den havde ligeså få chancer i sit paniske kapløb med døden som sin rytter, men som ethvert godt dyr og menneske kæmpede den til det sidste.

"Denne omtalte.. ugerning," startede majoren roligt, men med et mørkt tryk på ugerning der tydeliggjorde hans ønske om ikke at nævne denne ved navn. Jacob hørte ham knap, han var bakket op i et hjørne, panisk angst for hvad der måtte komme. Han mente allerede at kunne mærke rebet stramme sig om sin hals, hørte knækket, så verden forsvinde med alle dens farver..
"Hr Norrington, lytter De overhovedet til mig?"
"Ja, sir, det kan de tro, sir.." kom det automatiske svar, før majorens ord trængte gennem vanetænkningens tykke skjold og fandt sin egentlige mening i situationen. Jacob stod straks rank, og med fokus vendt mod sin overordnede.
"Godt. Ser De, vi har stadig brug for unge raske mænd som dig i fremmedlegionen. Vi har høj bølgegang i krigen mod Preussen, og har brug for alle de mænd vi kan få.."
Et glimt af håb flakkede i Jacobs øjne.

Hvis det var lykkedes ham at blive siddende på sin ganger havde Jacob måske haft en chance. Men så snart han ramte jorden forvandledes hans sidste minutter til et helvede af tordnende hove, der i det øjeblik han stadig evnede bevidst tanke overbeviste Jacob om eksistensen af et helvede.