Skodderne lå som sild i en tønde i det store askebæger, sammen med det sammenkrøllede brev om sidste ansøgningsfrist. Men hun havde jo ikke tænkt sig at søge efter et arbejde alligevel, det stod som graveret i min bevidsthed.
De gamle slidte møbler i stuen var endnu indhyllet i en let tåge, og lugten satte sig som propper i mine næsebor, da jeg listede ud af mit lille soveværelse. Om lidt ville den dagligt jamrende rutine begynde forfra, der skete aldrig noget nyt. Det kunne da være dejligt til en afveksling.
”Hvor helvede er mine piller Trish!?” råbte min mor vredt, som på slaget. Spejllågen i badeværelset åbnedes med en skinger piben, og jeg tog de tre pilleglas ud og lod en af hver falde ned i håndfladen. Sukkene pressede sig på, men jeg vidste at det ikke nyttede noget, de voldte blot mere irritation i den allerede tryggende tilværelse.
”Her..” sagde jeg og rakte hende stille, vandglasset og de små livskvalitets-forbedrende piller.
Et øjeblik så hun ømt på mig, men så ændredes hendes blik langsomt til is, og glasset fløj gennem luften og ramte mig i ansigtet. Med glasstumper flyvende om mig hørte jeg hendes hæse stemme snerre arrigt ad mig: ”Lad være med at være så skide nedladende, din lille uduelige møgunge! Jeg ved godt at du ikke gider være her, men så kan du bare skride! Husk hvem der fødte dig!”.
Jeg vaklede baglæns i gennem rummet og tog mig til hovedet, des længere jeg faldt des mere ønskede jeg blot at forblive i denne rolige bølgegang. Som når tiden og luften står stille, og narkoselægen vender på hovedet for én, der som han står foroverbøjet og beder én tælle ned fra ti. Alle muskler i ens krop kæmper for at holde én vågen, men der er intet at gøre, det er jo en tabt kamp allerede fra starten.