En sarkofag... Hvor uoriginalt!

Mai stønnede sammenbidt og faldt på knæ foran den store stenkiste. Hun bandede højt, da en sten ubarmhjertigt fastholdt sin ret til at være lige dér - under hendes knæ!

Det var ikke få eventyr den 22 årige Mai havde oplevet de seneste år.. Og det var ærligt talt ved at blive lidt trivielt. Altid noget med gamle gravsteder og så evigt og altid en forpulet masse støv og spindelvæv!
Hun rettede lyskeglen mod loftet og rigtigt nok, tunge gardiner af støvet, hvidt spindelvæv, bølgede ned mod hende. hun gøs og rettede hurtigt opmærksomheden mod sarkofagen igen!

Mai fandt kniven i skæftet. Kniven fra Daniel. Den var stor og lå tungt i hendes spinkle, smidige hånd men hun håndterede den erfarent. Uden tøven gav hun sig til at lirke rundt langs kistens låg.
Hun var glad for kniven, som mindede hende om den drengede Daniel med det stride sorte hår og de mørke søgende øjne.. Før hun mødte ham, havde hun aldrig troet at livet skulle bringe hende så mange fantastiske rejser og eventyr. Ja, hun var sgu en helt lille Lara Croft, smilede hun for sig selv. Han havde lært hende at tage på eventyr og det var for ham hun var her. For hans skyld!
En skygge lagde sig over smilet! Han var anderledes nu... Det var ikke bare det at ulykken havde bundet ham til kørestolen. Der var også noget andet. Noget inden i ham. Noget, som var gået i stykker.

"Jeg vil vise dig..." hvislede hun ud mellem tænderne, idet hun løftede af al kraft. "... hvor meget du stadig betyder for mig"!
Og så mærkede hun det... Som en halsbånd. Et af de der lede kvælerhalsbånd, som folk yndede at lufte deres hunde med. Det strammede, lukkede for ilten... Hun gik i panik. armene fægtede - forsøgte at fjerne det, som ville kvæle hende...
Men det var en ulige kamp og langsomt mærkede hun roen falde over sig. Hun følte sig løftet mod loftet, og en kildrende fornemmelse i maven fik hende til at smile!

Hvor var hun dog dum...
hun så loftet komme nærmere og vendte sig. Dér så hun sig selv i fugleperspektiv. En slatten, livløs kludedukke med et saligt smil og store tomme blå øjne...
Den giftiggrønne røg fra sarkofagen fyldte langsomt rummet.

Hvor var hun dog ufatteligt dum...!